Undergang var mere end tændt på en opvisning i modbydeligt dødsmetal, men regnvejret saboterede desværre showet.
Danske Steel Inferno åbnede fredagen med en forrygende omgang speed metal.
Spiritbox lovede os breakdowns, man kunne ryste numsen til, men vi ville ærligt bare hellere have haft bedre melodiskrivning.
Stemningen indfandt sig som med en hypnotisk kraft, og Spectral Wound fik spillet en form for mørke ind i den ellers solrige eftermiddag
Demon Head lagde gradvist mere og mere til showet og gik fra den indledende fornemt satte stemning til den helt store finale i en times natteshow
Korpiklaani var en lettere aparte oplevelse for vores anmelder, der ikke var helt beruset nok til at få den fulde oplevelse ud af det.
20 minutter blev til 30 seje minutter, da der var australsk smadderkasse på menuen fra det unge band Speed.
Vi skulle lamentere, men endte i stedet med en flad emotionel og lydmæssig oplevelse til Touche Amore.
Med humor og lettilgængelig power metal kom Angus McSix langt på Copenhell, hvor publikum gik smilende, grinende og glade fra showet.
Alder betyder ikke alverden, hvis man gerne vil det. Igennem 60 minutter var hardcore-legenderne i Sick of it All en stor energibombe.
Blackbraid opførte med vildskab og patos en rasende, legendarisk fortælling på Pandæmonium, som vi sent vil glemme.
Med sine infernalske natteskrig fordrev Shaam Larein solskinnet fra festivalpladsen
Der var mere teater end torden, da Ghost forsøgte at kede Copenhell ihjel. Eneste formildende omstændighed var, at det kun varede en time.
Der var mere abefest end metalfestival over Copenhell, da Guns N' Roses lukkede årets festival med en absurd maratonkoncert.
Billy F Gibbons er ånden i ZZ Top, og det lod sig slet skjule i denne times sonderinger af den rustne white-man-blues, han selv lagde grunden til for et halvt århundrede tilbage.
00’er-festen fortsatte på Hades hvor Three Days Grace leverede et coup de grace af ligegyldighed.
Defacing God spillede uvejret frem med en hæderlig indsats.
Heldigvis var danskernes koncert på Pandæmonium en “bedre sent end aldrig oplevelse”, trods lydmæssige udfordringer.
Vi mødte vort fucking endeligt på Gehenna, da supergruppen END for en stund vandt den evige kamp om, hvem der spiller mest aggressivt og brutalt.