Det var på forhånd røbet, hvad vi ville få, men selvom der så ikke var overraskelser, så var det hele bare formidabelt omkring seje IOTUNN
Rap Martin Rap var mest af alt Martin selv, og hans del var formidabelt underholdende, musikken var til gengæld så som så.
Lightchapters solide, melodiske dødsmetal med elektroniske elementer kæmpede mod solens stråler og et træt publikum, men smil og spilleglæde smittede heldigvis hurtigt af på de fremmødte.
A Perfect Circle spillede en eminent koncert, men hverken dagslys eller et ævlende publikum gjorde noget godt for oplevelsen.
Copenhell fik den zombiepunk, ingen vidste manglede: The Rotten Leprechauns genopstod og underholdt fra første ligstank.
Torsdag eftermiddag bød på gode, autentiske covers og “covers” fra den aktivistiske guitar-innovator Tom Morello, mens hans eksplicitte antifascisct-ytringer bliver lidt for retningsløse.
Queensrÿche var som altid fremragende, men legenderne er også en af den slags bands, der ikke får vundet så mange nye fans på en festival, og vist mest havde en fest for de indviede.
Rival Sons rammer festivalstemningen perfekt på Copenhell, men den strømlinede tungrock efterlader nuancer på sidelinjen.
Unpeople er fra London, men det kan man ikke høre på deres kulørte, amerikansk klingende pop-rock med metal og punk i ascendanten.
Sepultura kom lidt sjusket fra start, men det endte alligevel med at blive en godkendt finale da brasilianerne sagde farvel på dansk jord.
Papa Roach leverede den helt forrygende og formidable fest på Copenhells hovedscene Helviti.
Selv under en skyfri himmel står (0)s mørke univers stærkt – og vinder publikum med intensitet, atmosfære og egenart.
Texanske Die Spitz underholdt tilforladeligt i varmen, hvor der var masser af kærlighed mellem band og publikum, men ikke helt den nerve i musikken, vi havde håbet på.
Zakk Wylde og Black Label Society leverede en godkendt og velspillet start på den tunge torsdag, men også med Wyldes vanlige overdrev i soli og lir.
Scimitar udfordrer, forvirrer og fascinerer på Gehenna – og ender med at levere et af deres stærkeste liveindtryk til dato.
Problemer med PA’et kunne ikke stoppe The Browning fra at levere lige præcist den energiudladning af en fest, alle havde håbet på eller forventet.
Ovenpå en varm og støvet førstedag lukkede og slukkede Konvent for Pandæmonium-scenen med maner.
Loathe spændte ben for sig selv og ødelagde, hvad der reelt set var en helt acceptabel koncertoplevelse.
thrown mødte et publikum, der ville bandets koncert meget mere end bandet selv – resultatet var en sær oplevelse, hvor publikum var den store performer.
Med afsavn spillede Mastodon den koncert på Refshaleøen, som vi turde håbe på.