Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Copenhell 25: Et brækmiddel til folket

Updated
sewerhaul-04
sewerhaul-01
sewerhaul-06
sewerhaul-03
sewerhaul-05

Sewer Haul hev ulækre grindcore-sange op af kloakken og viste os, at det er klogt at have det dumt.

Kunstner
Dato
19-06-2025
Koncertarrangør
Fotograf
Fernanda Uchoa
Forfatter
Karakter
4

18 minutter. Så lang var koncerten med den skanderborgensiske grindcoreduo Sewer Haul, som på trommer og guitar, og med begge på vokal, gav et medrivende show på Boneyard, der med sit steampunkede look vel nok er Copenhells mest try-hard scene. Det forhindrede dog ikke K og L i at give folk det, de kom for. En yderst aktiv, herligt ringende lilletromme, nogle stærkt udadreagerende riffs og bøllede brøl og skrig. Simple elementer sat bedragerisk elegant sammen. Trommeslager og sanger L spillede lækkert nuanceret, hvilket måske kan synes at være en hæmsko, når man spiller grindcore, men det var super at lade ørerne zoome ind på de lækre detaljer, han stod for, for eksempel i 'Scalp Split Open', hvor samspillet med K på guitaren nok var allerbedst.

Vi fik blandt andet ’The Mortician’  og ’Open Face Surgery’ fra duoens stærke udgivelse ’Emetic Fluid Transaction’. Og ’Ensnared (by the Knife)’. Faktisk fik vi alt, hvad Sewer Haul havde, inklusive et cover og et endnu uudgivet nummer, ’Torso Mangled Beyond Repair’.

Der var godt gang i publikum på Boneyard, og pitten havde en fest, selv om man vel nok godt kunne blive bekymret for det hårde underlags eventuelle skadevirkninger. Ja, jeg er en gammel, bekymret farmand. Uanset hvad, så var det fabelagtigt underholdende, lækkert ulækkert, elegant primitivistisk og ikke mindst pissesejt. Vi ser gerne mere til Sewer Haul, både på scenen og i form af en ny udgivelse.