Copenhell 25: Lidt for fersk
Torsdagen på Gehenna blev skubbet lidt for blidt i gang af norske Heave Blood & Die, som sendte motorisk postpunk ud til de få fremmødte.
Bandet indtog scenen, og med en venlig forespørgsel om, hvorvidt vi var klar til at høre noget norsk musik, satte bandet i gang. Groovet var langsomt, næsten lidt sløvt, og det skulle vise sig at være symptomatisk for koncerten. I virkeligheden passede det nok det nyligt vågnede publikum, at der ikke var alt for meget fart på, og der var også en velspillet elegance over bandets sange.
Andet nummer, åbneren ’Dog Days’ fra nordpersonernes seneste album ’Burnout Codes’, er en angstfyldt ode til eksistensen blandt betonkolosser i storbyen. Den fik vi en fin version af, men den var plaget af to problemer, som skulle vise sig at gøre sig gældende gennem hele konertern. Synthen, der blev betjent af Marie Sofie Mikkelsen, som gjorde en god figur på scenen, lå for højt i mixet, og det lød, som om der ikke var nogen reverb på den heller. Den knastørre, høje lyd tydeliggjorde, at Heave Blood & Die benytter sig meget af en arabisk klingende skala, som desværre forlener musikken med et lidt kitchet, nærmest orientalistisk element. Kombineret med de lidt for lange, lidt for ensformige sange, betød det, at man kunne komme til at stå og svinge lidt mellem irritation og kedsomhed som ascendant til den ellers fine grundfornemmelse af et band, der har godt greb om et alternativt rock-groove.
’Hits’ fungerede ganske udmærket, og det afsluttende ’Radio Silence’ var koncertens bedste nummer. Her sang guitarist og forsanger Karl Løftingsmo Pedersen :
”Western media kills with radio silence
So show us violence
Violence
For the sake of all”
Et sympatisk budskab, som let kan kobles til den aktuelle situation i Gaza – hvilket et palæstinensisk flag på scenen da også underbyggede. Sympatiske budskaber og flag på scenen er naturligvis godt. Folkemordet i Gaza bør stoppes, og transpersoners liv skal beskyttes, men den slags får man ikke point for i en anmeldelse, og selve koncerten led under en vis tilbageholdenhed, både fra band og publikum, og det, der med et højere intensistetsniveau kunne have været en virkelig god oplevelse, endte med at virke lidt halvtamt.