Publikum var slidte. Ørerne trætte og mætte af musik. Benene ville hellere sidde end stå. Hvem bragte vitaliteten tilbage? 71-årige Bobby Liebling, såmænd.
Svenskerne kan noget med koncepter. Iført Dracula-kapper, Nifelhår og med masser af bajere på scenen rev Tyrannosatan teltet rundt fredag eftermiddag.
Deathhammer har ikke opfundet den dybe tallerken. Man er såmænd i tvivl om, hvorvidt de er i stand til at anvende den. Men hærge og larme, det kan de de. Heldigvis.
Med stor metallisk autoritet og ukuelig energi drog Destruction på thrashhærværkstogt gennem debutalbummet og en håndfuld klassikere fredag på Metal Magic.
Det var på en eller anden måde historisk at se Brats gendannet efter 45 år, fredag på Metal Magic. Men det føltes ikke sådan.
Solen varmer, og det gør Ole Luks smil også, da han undtagelsesvist deler sit akustiske repertoire med os for åben himmel tidligt på fredagen.
John Cxnnor og Witch Club Satan viste os en anden side af deres samarbejde og udfordrede sit kernepublikum med en anderledes og potent koncert.
Med venstre knytnæve i vejret trådte det unge riot grrl-band ind på Gaia og satte ild til både publikum og patriarkatet.
The Chisel på Gaia var en påmindelse om, at punk stadig kan være både vigtig, vedkommende og fuld af liv
Med stor teknisk snilde forvandlede Geordie Greep Gaia til et pompøst øvelokale.
Sydkoreanske Bela åbnede porten til dødsriget, men viste ikke vej derind.
To bands fusionerede deres beslægtede, men alligevel væsensforskellige udtryk og gav os en oplevelse, der rystede kødet og sad i kroppen, og i sindet, bagefter.
Sent lørdag tog et træt publikum imod Nine Inch Nails på Roskilde. Reznor og bandet gjorde kun lige akkurat, hvad de skulle, og den ofte tvivlsomme sætliste spændte også ben.
Thou spiller normalt her og der og alle vegne og et vist mætningspunkt er nået på redaktionen. Men med så tyndt et program i den ekstreme ende, tog skribenten sig i at ønske, at de måske ville spille bare et enkelt lille bitte hemmeligt show.
I en regn af konfetti og pyroteknik gjorde Electric Callboy præcist det, alle havde forventet og spillede sig ind i alles hjerter.
Selvom The Hu er sjovt, så er det også uendeligt dumt. Men man kan ikke lade være med at elske det en lille smule – uden at det dog nogensinde kommer til at efterlade sig andre spor end skyggen af et smil.
Bissesvinet blev en symbiose mellem det højrøvede og det banale. Det kaotiske og det sarte. Præcis som den festival, hvor de heldigvis kom med. Selvom det var på et afbud.
Der var lagt i post-metal-ovnen til en gribende og indlevende koncertoplevelse, da belgiske Amenra langt om længe gæstede Roskilde Festival. Det blev mere en tjekliste af genrens to-do’s.
Med breakbeats, punket energi og japanske vokaler propstoppede Kumo 99 de dansevillige med energi og forvandlede den gamle lade til et interimistisk rave.
Wisp har på ganske kort tid stablet sig en musikalsk karriere på benene. Hvad der på papiret lød lovende endte desværre i en fersk og slap koncert, der på ingen måder kunne understøtte den placering, hun fik på festivalen.
