Selvom inspirationerne var blevet nærstuderet i alt fra musik og til, hvordan man trykker den af, så var Tetrarch en rigtig fin live-oplevelse
Dirty Honey bragte absolut intet nyt til bordet og lever tydeligvis i et parallelunivers, hvor Los Angeles er et utvetydigt kvalitetsstempel i sig selv.
Gåte henførte os midlertidigt til anden tid og rum med sin episke folk, der både emmede af mørke og tyngde – en fantastisk booking inden for den mangelfuldt repræsenterede folkgenre!
De unge gutter i Sarcator leverede en sprudlende blanding af black og thrash-metal
Fredagen blev skudt i gang af fire herlige gutter fra Australien, der leverede 45 minutters svedig bluesrock.
Battlesnake var et charmerende indslag på festivalens første dag, men i sidste ende var det ikke nok til at skjule bandets middelmådige metal.
God lyd? Dårlig lyd? Meningerne var mange om Abbaths midnatsforestilling, der ikke havde samme format som det norske ikons tidligere koncerter på festivalen.
46 år inde i karrieren slog Exodus hårdt fast på Pandæmonium, at amerikanerne stadig er på toppen blandt thrash-metallens første generation af bands.
Dansk metals ustoppelige bæst knuste al konkurrence med en hæsblæsende koncert fredag midnat på Pandæmonium.
De danske rockveteraner The Sandmen havde fokus på deres nye sange, og fravalgte flere oplagte klassikere. Men bandet spillede rigtig godt, og stillede op med respektindgydende mod og integritet.
Amerikanske Yosemite in Blacks hippie hardcore havde en god groove-energi, men uden at bandet fik sat det afgørende stød ind.
Uden et tændt publikums hjælp, ville Weezers koncert i Vega have udviklet sig en trist og søvnig søndagskoncert på kontoret.
Med vild basset tyngde, attitude og energi smadrede Guilt Trip sig gennem sin koncert på Gehenna
Kærligheden til 80’erne fungerede som drivkraft, da Nestor efter tidligere aflysning endelig ramte Copenhell.
Der var frygt for afbud, men en god vikar førte Heaven Shall Burn sikkert igennem showet, der åbnede Helviti lørdag
Der var gået monsterstemme i vokalen hos John Cooper, men han kæmpede alligevel heroisk og var stadig en vigtig faktor i den fine fest.
Sodom lød som thrash i gamle dage, og det var præcis det vi søgte, når man i midnatsstunden valgte mosh-garanti fremfor de samtidige andre musikalske tilbud.
Traditionen tro fik vi et af programmets absolut fedeste navne som afslutning på årets udgave af Copenhell, og trods lidt knas med lyden, havde et stopfyldt Gehenna en kæmpe fest mellem træerne.
Belgiske Wiegedood var helt og aldeles upåvirkede af konkurrence og spilletidspunkt, da de indtog skoven på Copenhell og sendte klyngebomber af repetitiv andenbølgeblack ned over publikum.
Grava, som vi senest så på A Colossal Weekend tilbage i maj havde fået æren af at lukke ned for Boneyard-scenens program for i år, og de gav alt hvad de havde i sig i den stegende hede container.