Agriculture går off-script i hemmeligt Roadburn-sæt: hæsblæsende black, publikumsønsker og ren kaoscharme i intime rammer.
Midt i Roadburns vildskab leverer Haress et skrøbeligt, nærmest metafysisk åndehul – lavmælt, egenrådigt og uventet rørende.
Kaos, skronk og store navne – men eksperimentet forbliver netop det: sjældent mere end glimtvis interessant.
Det gik ekstremt hårdt for sig, da Street Sects gav deres søndags-pendant til fredagens dekadente Street Sex-koncert.
Inter Arma charmede sig vej til skribentens hjerte med dygtigt spillet hillbilly-død og theremin. Til gengæld kunne de godt have undværet samarbejdet med Oathbreakers forsanger.
Krallice brugte nutiden til at binde fortiden sammen med fremtiden, da de spillede tre meget forskellige koncerter som Artists In Residence på Roadburn Festival.
Dälek forenede triphop-stemninger og hårdtslående beats i en intens og stemningsmættet koncert på Roadburn.
Trods det stærke udgangspunkt, lykkedes Blackwater Holylight ikke med at skabe en indlevende eller unik koncertoplevelse.
Prostitute har taget handsken op efter Daugthers’ fald i vanære og viste os, at raseri sagtens kan være smukt.
Aya væltede Next Stage i midnatstimen da hun kolliderede med Roadburn Festival i et hektisk, rasende og på alle måder sindssygt show.
Paradox bliver ZUs legeplads: dynamisk, disciplineret og fandenivoldsk – avantgarde uden filter og fyld.
Cult of Luna var på triumftog på Roadburn, hvor de efterhånden har spillet så mange gange, at de er en art husorkester. Men det blev deres koncert bestemt ikke dårligere af.
Mandy, Indiana leverede en stærk, kompromisløs koncert på Roadburn, hvor intensitet og nerve var i højsædet – men først sent indfandt den forløsning, musikken hele tiden lagde op til, sig.
Yellow Eyes leverer kompleks black metal – men drukner i Engine Rooms sløjt buldrende lyd og en sceneoptræden så livløs, at selv pladens magi forsvinder.
Vi håbede på free jazz, men blev vældigt skuffede. Til gengæld var koncerten 20 minutter for kort. Det får man ikke ros for.
Ihh, hvor var Eyes altså gode, igen. Og så på en intim scene, hvor man rigtig kunne blive kneppet i skallen.
Maruja var i skarp konkurrence med Cult of Lunas torsdags-koncert, men hos denne signatur var der ingen nogen tvivl om, hvem der måtte gå af med sejren. Og med god grund.
Pain Magazine forvandlede The Terminal til en rødglødende industrial-klub med dansable beats, gotiske synthflader og rå energi.
Trods en usikker start spillede Machukha sig hurtigt varme og leverede en intens, følelsesladet torsdags-åbning af Hall of Fame.
Machine Head leverede over to timers sveddryppende metalmaraton, der både sparkede røv og samlede generationer – med Robb Flynn som selvbevidst ringmaster.