Koncertanmeldelser

Defecto fik størstedelen af opmærksomheden og levede op til hypen, men publikum burde have givet Pyramaze lige så meget.

The Night Flight Orchestra viste misundelsesværdigt sammenspil, der bragte hofterne i rotation på selv den tungeste lædervest i lokalet.     

En times gåsehudsfremkaldende føle-metal var lige, hvad de sortklædte horder søgte sent fredag aften. Alcest leverede varen med blot få kantede afbræk fra deres velkendte højstemte elegance.

Stjernehimlen lagde sit blålige skær over T-Stage på sidstedagen af Summer Breeze, og Sólstafir supplerede settingen med ambiens og bravour i sublimt afstemte mængder.

Paradise Lost lod sig ofre for rummeligheden i en times blandede bolsjer fra de sidste 23 år og nåede, på trods af tusmørket og den åbne stjernehimmel, aldrig over det middelmådige.

To uger efter Wacken stod Nergal & co klar til mere sublim satandyrkelse på lillebror-festivalen Summer Breeze. Gamle skeletter blev hevet ud af skabet, og råddenskaben ulmede.

Publikum i Store Vega mandag aften tog de berømmede ord "dans, eller jeg visner" ganske bogstaveligt, da Flogging Molly kom forbi i højt spillehumør og keltiske farver.

The Night Flight Orchestras hyldest til 80'ernes AOR-scene blev tilføjet et ekstra skud tung spade for at tilpasse sig metallen på Summer Breeze. Det havde de nu ikke behøvet.

Kill-Town Death Fest vender stærkt tilbage, og hvis det forsætter som med torsdagens warm up-koncert, er der gode grunde til at glæde sig

Fredagen på Dirty Days of Summer var dedikeret til musik med brøl i, og det blev en ganske fornøjelig affære med Firespawn, Baest og Deadnate på scenen.

Roger Waters gjorde ikke meget væsen af sig, men lod visuals, fyldig orkestrering og politiske budskaber danne rammen om et sansemættet show, der fik tid og rum til at forsvinde 

Dimmu Borgir havde mulighed for at kunne lave et stort comeback på Wacken Open Air, men lydniveauet var for lavt, og hverken band eller musik bidrog til festen.

Samael spiller en blanding af industrial og black metal, men trods det schweiziske ophav kørte maskinerne ikke helt, som man kunne forvente fra de præcise ures land.

Som en anden kæmpehval buldrede Gojira ind på scenen på Wacken og lavede en forfærdelig masse dejlig ballade, men endte alligevel i lidt af en maveplasker.

Ghost havde det helt store sceneshow til fredagens natlige koncert, hvor der blev opfordret til uterlighed, mens musikken var lav og ikke rigtig fængede.

Det var ulidelig varmt, da Cannibal Corpse spillede, og det blev ikke gjort bedre af, at bandet bare kværnede på uden rigtig at inddrage publikum.

Watain leverede satanisk black metal med masser af ild og nerve. Publikum til Wacken Open Air fik rigeligt med flammer og omvendte kors, inden torsdagen var omme.

Polske Behemoth havde debut på deres nye single fra den kommende plade og gav en koncert på et niveau, som kun er ganske få bands forundt. Wacken blev forkælet.

Der var dømt tung fredag i Lille Vega, hvor amerikanske Pallbearer aflagde visit uden at efterlade et aftryk af større betydning.

Der var stram punk, smadret noiserock og hidsig grind, da KB18 bød på en af agurketidens få hårdtslående koncerter herhjemme.