RF 25: It's Greepin' Time
Med stor teknisk snilde forvandlede Geordie Greep Gaia til et pompøst øvelokale.
2. The New Sound
3. Terra
4. Bongo Season
5. Holy, Holy
Når man taler nutidig britisk rock, er det svært at komme uden om Geordie Greep. Med hans spøjse, men samtidig originale måde at tilgå den jazzede og progressive rock, har han næsten katapulteret sig selv ind i armene på anmeldere og publikum. Først i black midi, der, selv med bandets korte levetid, leverede tre forfriskende albummer på art rock-scenen. Senere i sit soloprojekt under eget navn, med albummet 'The New Sound'. Det er noget af mundfuld at give sit album den titel, men hvis nogen skulle gøre det, giver det mening, at det skulle være den 25-årige virtuose Geordie Greep, som tilsyneladende høster ros i spalterne og på internetfora, uanset hvad han gør.
Det var nok også derfor, Gaia var godt pakket fredag aften. Fra fronten og hele vejen tilbage til teltets åbning var begejstringen næsten håndgribelig, da Greep trådte ind med bandet og hurtigt kom i gang med at overøse publikum i syret rock a la Frank Zappa. Vi stod tilbage med enten forvirringens blik eller begejstringens måben.
Greep foldede sit projekt ud foran os. Der var både groovy rytmer og kaotiske, jazzede sektioner, som var så veludførte, at jeg troede, at Greep og bandet havde telepatiske evner, sådan som de spillede sammen. Det var imponerende, men det musikalske muskelshow blev for meget af det gode.
For der er et problem. Jeg blev simpelthen i tvivl, om Greep bryder sig om sit publikum, for han brugte over halvdelen af koncerten på at stå med ryggen til os. Ofte agerede han dirigent for bandet, der alle var dygtige musikere, det var til at høre. Men nogle gange ville de ikke helt det samme som Greep, og derfor stod jeg tilbage og undrede mig over, om vi mon var til koncert, eller om vi havde fået lov til at komme med i øvelokalet.
Koncerten blev en gåde, som publikum blev inviteret til at overhøre snarere end at deltage i. Og det er måske lige nøjagtig, hvad Greep ønskede, men det blev distanceret og lidt frustrerende. Når frontfiguren trækker så meget opmærksomhed og samtidig vender ryggen til, ved man ikke, hvor man skal kigge hen.
Geordie Greep er en ener. Og måske finder han frihed i at lade være med at levere det, publikum, eller i hvert fald den her anmelder, ønsker. Men jeg savnede følelsen af at mærke geniet bag musikken.