MMF 25: Ikke den store udvikling
Portrait er genganger på Metal Magic Festival. Og på årets festival var det lidt, som det plejer.
Portrait har nu eksisteret i 20 år. Vi hos Devilution, og mange andre, har skrevet det mange gange; at det er tydeligt, at Portrait er inspireret at Mercyful Fate og King Diamond. Det er formentlig også med inspiration fra King Diamonds debutalbum ’Fatal Portrait’, at bandet har valgt sit lidt besynderlige navn. Forskellen på Portrait og King Diamond er så naturligvis, at sidstnævnte har spillet turneer i store haller i USA og Portrait igen var at finde på Metal Magic Festival, hvor bandet også spillede for 11 år siden i 2014.
Men når det så er skrevet, så er der bestemt heller ikke noget som helst mindreværdigt i at spille på Metal Magic Festival. Det betragtes som et hæderstegn for mange danske og udenlandske bands. Men det viser vel trods alt lidt om, at Portraits internationale status ikke er vokset betydeligt igennem de seneste 11 år.
Portrait gjorde det dog ganske hæderligt på årets festival. Sanger Per Lengstedt er en udmærket frontman og de øvrige medlemmer i bandet viste også et stort engagement. Det begyndte også ganske fint, men langsomt fes festen lidt ud i takt med, at sangene begyndte at lyde ensformigt, og Langstedts stemme til tider blev mere og mere presset.
Der er meget godt at sige om Portrait. Ud over bandets entusiasme, så fungerer de to guitaristers twin leads ganske udmærket. Men Portraits sange har ikke kvaliteten til at matche deres idolers i Mercyful Fate og King Diamond. Der mangler variation og Kings diabolske stemning. Det skal dog tilføjes, at Portrait på det seneste synes at have udvidet inspirationskilderne til også at gå i retning af Judas Priest, Iron Maiden og måske endda lidt powermetal. Men det hjælper desværre ikke på, at bandet sange mangler noget rigtig magisk.
Men den samlede præstation på årets Metal Magic Festival var god – men heller ikke mere. Det var lidt som det plejer.
Vi får måske fornøjelsen af at opleve bandet igen om 10 år.