MMF 25: Livsbekræftende Liebling
Publikum var slidte. Ørerne trætte og mætte af musik. Benene ville hellere sidde end stå. Hvem bragte vitaliteten tilbage? 71-årige Bobby Liebling, såmænd.
En stor del af eftermiddagen har Bobby Liebling gået rundt på pladsen, set bands og fået taget billeder. Sympatisk og imponerende. Jeg er kun 41, og efter to dages festival vil jeg egentlig hellere sidde, helst ligge, end at gå, ligesom en vis mæthed over for nye indtryk og ny musik har sat sig. Den 71-årige overlever er selvfølgelig også kun lige ankommet. Men alligevel: Han virker en del mere vital, end man selv gør, selvom han har levet et noget hårdere liv. Det er et mirakel, at han er i live i dag. Og det er et lige så stort mirakel, at han er i så god form på scenen. Vokalen er ikke helt så artikuleret, men stemmen er stadig kraftfuld og bærer vokalmelodierne flot.
Det er bandet også. Det er samme lineup som på 'Lightning in a Bottle' fra tidligere på året. Den var svær at være begejstret over, men koncerten på Metal Magic kan vise, hvad et fedt liveudtryk kan gøre ved numre, der i albumformatet fremstår lidt kedelige. Der er simpelthen en anden energi her, og det løfter sætlistens forholdsvis mange nye numre fra det glansløse til det sejt rockende, og de ender utroligt nok med at sidde lige i skabet. Særligt trommeslager Henry Vasquez (tidl. The Skull og Saint Vitus) er en fornøjelse. Trommepodiet, der har prydet de øvrige koncerter på udendørsscenen, er fjernet, og trommerne er placeret direkte på scenegulvet. Iført ZZ Top-trøje (altid et godt tegn på trommeslager) sidder han tilbagelænet og hamrer løs, smider med trommestikker, lægger fills ind. 
Jeg ved ikke, om jeg havde behøvet at høre de lidt længere jams under 'Walk the Sociopath' og afslutningsnummeret '20 Buck Spin'. Men resten af koncerten rocker så godt, at jeg hellere end gerne ser gennem fingre med skønhedsfejl. 'Live Again' og 'I Spoke to Death' løfter sig meget i forhold til albumversionen, 'Sign of the Wolf (Pentagram)', 'Forever My Queen' og 'Review Your Choices' er og bliver udødelige klassikere, og selv 'Star Lady's ellers lidt tvivlsomt funkrockede tendenser fungerer.
Der er masser at spilleglæde hos alle bandmedlemmer at spore. Liebling er nede at få øjenkontakt med publikum, laver bevægelser med underlivet og roterer med hofterne. Han siger også "What's up, Copenhagen?" til en start, "Thank you, Copenhagen" til slut, men man tilgiver ham gerne, for denne aften er han en vaskeægte rockgud. Det er utroligt livsbekræftende at se ham i så god form. Den slags giver håb for os alle. Det kan endda gøre selv en godt træt festivalgænger frisk igen.