Hæderligt og glansløst comeback
Pentagrams første album i ti år lyder, som den slags plader fra gamle bands gør: Det er lige så hæderligt, som det er overflødigt.
02. In The Panic Room
03. I Spoke To Death
04. Dull Pain
05. Lady Heroin
06. I'll Certainly See You In Hell
07. Thundercrest
08. Solve The Puzzle
09. Spread Your Wings
10. Lightning In A Bottle
11. Walk The Sociopath
12. Start The End
13. Might Just Wanna Be Your Fool
14. Lady Heroin (Pre-edit Rough Mix)
Tre ting her i livet er sikre: Døden, skat, og at Pentagrams lineup skifter mere eller mindre konstant. På 50-årsjubilæumsturnéen, der ifølge vores anmelder var en af de bedste koncerter i 2023, var Bobby Lieblings gamle makker Victor Griffin med på guitar med stor succes til følge. Siden da er hele bandet igen skiftet ud; bedst kendt er trommeslager Henry Vasquez, der har været med i Saint Vitus siden 2009, mens bassist Scooter Haslip og guitarist Tony Reed er fra Mos Generator. Jeg troede længe, det var Mondo Generator, som jeg havde glemt alt om; Mos Generator har jeg til gengæld aldrig hørt om, men de har åbenbart udgivet en ordentlig røvfuld stoner/hard rock-plader siden de tidlige nullere uden at have opnået det helt store.
Nyt lineup, gammel lyd
Men nu er de da med i Pentagram, der med 'Lightning in a Bottle' udgiver deres første album siden den forglemmelige 'Curious Volume' fra 2015. Når der går så lang tid mellem albumudgivelserne, skyldes det typisk en eller flere af følgende fire ting: 1) Bandet er meget stort og behøver ikke rigtig lave noget, fordi man har så mange penge; 2) man arbejder dedikeret med sin musik og flueknepper detaljerne eller øver meget, fordi man vil lave et vægtigt kunstnerisk statement og udgive noget helt gennemarbejdet eller gennemskrevet og frasorterer en del ikke-mindeværdigt materiale; 3) man har ikke rigtig noget at sige, men nu vil man altså på turné, og man kan ikke trække den længere uden et nyt album – de fleste nøjes dog med at lade der gå max. 3-4 år mellem albummene, medmindre følgende spiller ind: 4) kaos i kulissen og lineuppet.
Pentagram har trods øget interesse aldrig været store nok til mulighed 1, og når man hører de tre seneste udgivelser – 'Last Rites' fra 2011, førnævnte 'Curious Volume' og nærværende 'Lightning in a Bottle – er der intet, der tyder på, at mulighed 2 har så meget som strejfet bandet. Så skal vi ikke skyde på en kombination af mulighed 3 og 4?
Guitarist Tony Reed har også stået for lyden, der i høretelefoner lyder forholdsvis analog og er ret vellydende med en Liebling-vokal, der lyder mærket af tidens tand, skrøbelig, og det er egentlig rart. Han lyder som et menneske på albummet. Og han har stadig en karismatisk vokal, selvom hans livsstil og mangeårige misbrug ikke ligefrem har gjort ham til frontfigur for longevity-bølgen. Problemet er snarere sangmaterialet og -mængden.
En lind Penta-grød
Tretten numre på et album indikerer kun meget sjældent utæmmet kreativitet, og at bandet simpelthen har skrevet så mange numre, som var uomtvistelige bangers, at de bare må med på albummet. Det plejer at indikere, at ingen rigtig har kunnet finde ud af at skære igennem, fjerne fyldet og arbejde nok med de resterende otte-ti sange til for alvor at løfte dem. Det gælder også på 'Lightning in a Bottle', hvor sangene efter en energisk start med 'Live Again' snart flyder sammen til en lind grød. Det nuværende backingband er såmænd dygtige nok til at emulere lyden af Pentagram – en proto-doom metal baseret på hard rock, tungmetallisk bluesy riffs og et skud punket energi – men det er svært at forestille sig nogen af sangene på pladen blive klassikere.
Der er fine enkeltting: et melankolsk, Sabbath-agtigt mellemspil i 'In the Panic Room', atmosfæren i 'Dull Pain'. Titelnummeret kan jeg godt lide, og jeg kan godt lide modet i at lade Lieblings vokal stå kortvarigt alene. Andre steder går det knap så godt: 'Thundercrest' skal forestille at være en rigtig medrivende rocker, men virker mest gumpetung. Og indledningsriffet på 'Lady Heroin' kunne have været på virkelig mange sekunda-groove metal-plader fra 90erne. Det er en sang, der vist skal forestille at være pladens store nummer, fordi det, uha uha, handler om Lieblings livtag med stofferne, men teksten føles som en grel kliche, der minder om hundredvis af andre af den slags sange om misbrug.
Hvilken forskel gør dette?
Det er svært at være rigtig vred over albummet, men det er også svært for alvor at være begejstret, medmindre man er meget stor fan af bandet. 'Lightning in a Bottle' er ikke en plade, der spuleskider ud over bandets gode navn og rygte, men den er, som den slags plader fra gamle bands er flest: hæderlig og lyder af bandets signaturlyd, bare i en mærkeligt glansløs variant.
I Pumpehuset i 2023 havde Pentagram pligtskyldigt en enkelt sang fra 'Curious Volume' med, mens resten var gamle klassikere. Man må håbe, noget lignende gør sig gældende, når Liebling og co. er headlinere på Metal Magic. Det skal nok blive virkelig fedt i Fredericia til sommer, men pladen her gør hverken fra eller til. Den indeholder ikke ret meget, Pentagram ikke har sagt bedre før.