Tungt og tosset gensyn med doomlegenderne
Populær
Pentagram står stærkere med Victor Griffin i folden, og det beviste de i stor stil på deres 50-års jubilæums-tour torsdag med en massiv hyldest til storhedstiden.
2. All Your Sins
3. Sign of the Wolf/Sinister
4. The Ghoul
5. Review Your Choices
6. Be Forewarned
7. When the Screams Come
8. Dying World
9. Devil’s Playground
10. Relentless
11. Broken Vows
12. Last Days Here
13. Wartime
14. Forever My Queen/20 Buck Spin
Det var da også netop Griffins tilstedeværelse, der blev solgt som det store scoop i denne ombæring. Guitaristen, der grundlagde bandet Death Row (derfor sangen af samme navn) tilbage i 1980, men som efter Lieblings indtræden som sanger ændrede navn til Pentagram og i ’85 udgav den selvbetitlede debut, som siden hen er blevet bedre kendt som ’Relentless’. Inden da havde Pentagram haft et virvar af inkarnationer, hvor ikke mindst guitartonen lagde sig mere i takt med samtidens hardrockede traditioner og bluesede tonearter. Her tilføjede Griffin ekstra bund og tyngde til Pentagram-lyden, og førte dem ind i eliten af doom-bands fra ’80erne. Som før hans indtræden blev Pentagram dog hurtigt et kaotisk ensemble at holde samling på, ikke mindst i lyset af Lieblings private eskapader, og derfor er det da også klart mest materialet fra dengang, der for alvor har defineret Pentagram som band.
Det forklarer så også, hvorfor det er så vigtigt for dem at hylde bandets 50-års jubilæum i denne inkarnation. Uden i øvrigt at negligere Matt Goldsborough, der gjorde et fremragende job sidste år på Brutal Assault, så var han tydeligvis mere draget af 70'er-tonen, mens aftenens udgave af Pentagram dårligt kunne repræsentere 80'er-perioden bedre. Godt nok er det et jubilæum, men et nærmere kig på sætlisten afslører, at der blot er efterladt plads til én eneste sang fra efter 1987 – og det gør bestemt ikke spor!
Massiv og syndig gengivelse af fortidens bedrifter
Nærmest symbolsk sparkes sættet i gang med ’Death Row’, og ved første ørekast må jeg endnu engang græmmes over lydforholdene i Pumpehusets stueetage, der buldrer og tjener de færreste kunstnere med distortion i højsædet ret. Omvendt må jeg lynhurtigt krybe til korset i den efterfølgende ’All Your Sins’ og indse, at lydmanden faktisk har fået det absolut optimale ud af etagens dårlige akustik. Griffins massive fuzztone slår skarpt, og selvom hovedscenen ovenpå selvsagt havde været mere ideel, så glemmer vi hurtigt alt om forudsætningerne i stueetagen, efter at ’All Your Sins’ byder på en af koncertens tidlige højdepunkter. Liebling vugger og flirter sig ind på Griffin, med de velkendte udestående øjne, mens Greg Turley (bas) og Pete Campbell (trommer) holder rytmesektionen skarpt i kontrol, sidstnævnte med plads til dynamiske fills undervejs som ekstra krydderi på materialets betontunge eftersmag.
En skøn lejlighed til at se Liebling få lidt mere modspil, mens han selv tåger rundt i, hvad der er svært afkodeligt som enten en hardcore drugrus eller de livslange efterdønninger af samme. Første gang han henvender sig til sit publikum bliver budskabet noget ugennemskueligt nonsens, som han efterfølgende gentager i et Monty Pythonsk underligt toneleje - bizart, men vi kan dårligt andet end elske ham for sine særheder. Sin blå silkeskjorte, sorte trompetbukser, den kranie-udsmykkede halskæde og så hans hele fremtoning. Den vedvarende forførelse af guitaristen ved hånden, præcis ligesom Goldsborough sidste år. De vuggende hofter og det stirrende blik udover sine fans, der følger ham hvert sekund.
Griffin selv bærer ganske vist ikke samme karisma, som han står lettere indesluttet der i højre side med fokuset rettet mod at ramme enhver tone til perfektion, kontant og massivt med hvad dertil hører af pedal-effekter. Guitaren er hans talerør, og det er måske netop deres fordel, at der ikke er andre guitarister på scenen til at mudre lydbilledet til. Det er tungt og råt, og primært et lækkert, jammet take på ’When the Screams Come’ efterlader rum undervejs til bandets bluesede rødder. Derudover kommer vi ikke udenom højdepunkter som stoner-precursoren ’Relentless’, der resulterer i udbredt luftguitar og hævede knytnæver, og den dystert groovede ’The Ghoul’, hvor omkvædet tidligt i sættet afslører, at tilbedelsen med god grund er stærk her i rummet.
Jeg har oprigtigt svært ved at komme i tanke om nogen mere overbevisende koncert nogensinde i Pumpehusets stueetage. At Pentagram har fortjent større rammer end dét er så en anden sag, men når forholdene nu er, som de er, så fik Griffin målrettet sin tone til forholdene, og selvom Lieblings virkemidler ikke er så frygteligt alsidige, så skal man være en kyniker for ikke at give efter for hans charme – ikke mindst i hans alder og med hele livshistorien in mente. At vi mestendels ikke aner, hvad han sagde mellem numrene, bidrager faktisk bare til et underholdende indblik i selvsamme gale livsførsel, som et vedvarende studie i alle de mørke sider af livet teksterne også ofte udspringer af. Det er ni år siden vi så jer sidst på dansk jord – så lang tid kan vi bestemt ikke vente til næste gang!
Det doomede Göteborg-foretagende Dun Ringill havde æren af at varme salen op, og det gjorde de sådan set også fint nok efter kunstens regler – hvorfor de lige havde brug for tre guitarister kan så til gengæld undre. Vi snakker doom i den lidt mere tålmodigt opbyggelige ende, og hvor trommeslageren undertiden supplerer forsangeren med vokal i den renere ende. I de momenter stod sekstetten ofte lidt tilbageholdende tilbage på scenen, nærmest pacificeret, hvilket de bør lære at håndtere lidt bedre for også at få folket med sig.
Den største anke var dog materialet, som unægtelig er af den karakter man hygger sig fint med i øjeblikket, men som er forduftet over i glemmebogen et par dage senere. De sidste ti minutter blev således indtaget i godt selskab ovenpå, inden dagens højdepunkt måtte indtræffe – og dét højdepunkt glemmer vi bestemt ikke foreløbig.