Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

For evigt min Liebling

Updated
Pentagram 1
Pentagram 2
Pentagram 3
Pentagram 4

Bobby Liebling var i charmerende perverteret lune, og det klassiske Pentagram-katalog blev støvet af med beton-tyngde til lejligheden på en af Brutal Assaults mere intime scener.

Kunstner
Dato
10-08-2022
Genre
Trackliste
1. Relentless
2. Dying World
3. Devil's Playground
4. Petrified
5. Run My Course
6. The Ghoul
7.Review Your Choices
8. Sign of the Wolf (Pentagram)
9. When the Screams Come
10. Forever My Queen
11. 20 Buck Spin
Fotograf
Jacobh Hansen
Forfatter
Karakter
4

Det er efterhånden nogen år siden, vi sidst har haft chancen for at se Pentagram på dansk grund. Aktiviteten i bandlejren er i det hele taget altid en svingende affære, ikke mindst pga. den velkendte historie om Lieblings helbred og druggy tendenser som foreviget i 2011-dokumentaren 'Last Days Here'. Siden de gæstede Vega i 2014, er det primært det amerikanske publikum, der har haft glæde af doom-legenderne på scenekanten, omend vi var heldige at se dem på Roadburn Festival i 2016 med Victor Griffin, som gennem årene har været en central eksponent for Pentragram-lyden på den seksstrengede – ikke mindst på debut-fuldlængden, som i dag hyppigst omtales under titlen 'Relentless'.

I mellemtiden er Griffin udskiftet med Matt Goldsborough, som med lædervest, trompet-jeans og tung fuzz på spaden er et fremragende match for bandets tidlige lyd i 70erne. Mere stoner end doom  i udtrykket, og derfor bliver aftenens koncert på den afsides Obscure-scene knap så tung som ved tidligere lejligheder, yderligere hjulpet på vej af den livlige, langskæggede mand bag trommerne, Pete Campbell, som giver lige dét mere drive til flere af de gamle skæringer, ikke mindst på 'Dying World' og 'Run My Course'. Greg Turley på bas gør til gengæld ikke meget andet væsen af sig end at stå i sit hjørne som den sikre rygrad og rocke ud, uden det hverken kommer tydeligt til udtryk fra scenekanten eller i lydbilledet. Ikke, at det gør det store, for Pentagram er i særdeleshed båret af de tunge riffs og, naturligvis, af manden i front.

Alle snakker om Bobby Liebling, og det er der da også al god grund til. Selvom han ikke just er den mest stabile frontmand i verden er han ikke desto mindre manden, der holder brandet i live, og når nu det er undertegnedes første chance for at se manden på de skrå brædder, kunne det dårligt blive bedre end scenariet på Brutal Assault denne aften. Med sin blå satin-trøje og hvad der vel bedst kan beskrives som stramme trompetbukser spjættede han rundt på scenen med sine velkendte udspilede øjne, mens hans beskidte tanker fik frit løb fra hans smalle hofter. Det ene øjeblik sidder han på hug og stirrer op på Goldsboroughs strengespil under en af hans lange soli – det næste står han og danser for sig selv til rytmesektionen, mens han spanker sig selv taktfast i røven. Vokalen havde det velkendte, kradse touch, uden Liebling dog nogensinde har været den store sanger, men han gør lige, hvad materialet afkræver, og det mestrer han stadig her på sit 68. år på jorden. Ved sit blotte syn skulle man tro, at han var godt 20 år ældre, men at han stadig er i 60erne kan da trods alt fornemmes på hans aparte, perverterede bevægelser og dansetrin, der netop gør manden så forbandet charmerende.

Uden at gøre det store ud af at tale mellem numrene lader han sangene tale sin egen sag med et sæt, hvor blot to ud af de 11 udpluk er skrevet efter 1985. De ved tydeligvis, hvad folk vil høre i denne festivalsetting, hvor mange muligvis er lidt mere ubevandrede i materialet end andre. 'When the Screams Come' er måske lige dovent nok eksekveret, men ellers bliver vi forkælet med en groovy 'Review Your Choices' og en dejligt stonet udgave af den nyere 'Devil's Playground', mens førnævnte 'Run my Course' demonstrerer bandets dynamik fra sin bedste side, ligesom deres jammy takes på 'Forever My Queen' og '20 Buck Spin', der runder sættet af.
En mesterlig koncert fra en af fadderne til doom-genren, hvor bandet behandler den musikalske arv så respektfuldt, som man kunne have håbet på, og Liebling viser sig fra sin dejligt excentriske side – synd, at vi ikke fik den chance til Metal Magic Festival, som det ellers var meningen i sommers, men mon ikke lejligheden vil byde sig igen. Liebling ser i hvert fald ud til pt. at være på toppen, så vi krydser fingre for, at dørene står åbne for mere Pentagram på dansk jord i de kommende år.