Pentagrams korstog
Populær
Bobby Liebling og Victor Griffin var i hopla. Pentagram leverede en tonstung, legende, indlevende, arrig og følt koncert. Man var hele følelsesregistret igennem, præcis som Pentagram kan være, når de er bedst. Denne anmelder har aldrig oplevet dem bedre.
All Your Sins
Sign of the Wolf
Forever My Queen
When the Screams Come
Dead Bury Dead
Curious Volume
Dying World
Devils Playground
Relentless
Last Days Here
Be Forewarned
20 Buck Spin
Pentagram gik på 22:40 på Main Stage. Kult-legenderne fra G.I.S.M. havde en lille time forinden givet os en koncert af dimensioner. Det var passende med et stilskifte herefter, hvilket Pentagram må siges at være. Generelt er Roadburn dygtige til ikke at placere genremæssigt sammenlignelige bands i røven på hinanden. Denne adspredelse giver simpelthen en dynamisk festival, der fremmer nysgerrighed og overskud. Hvis benene stadig kan stå, så har man altid lyst til at tage en enkelt koncert mere, for det bliver højst sandsynligt en anderledes oplevelse end den sidste.
Pentagrammer og korsriddere
Bobby Liebling var flankeret af de seneste års – med enkelte afbræk – tro væbnere. Victor Griffin på spade og Greg Tully på bas, mens nyeste medlem Pete Campbell indtog tønderne. Griffin og Campbell spiller stadig sammen i In-Graved og har også tidligere begge været med i Place of Skulls. Sidstnævnte er et band, der stadig eksisterer, med Griffin på sang og guitar. Der er noget ironisk i at se Griffen og Tully bære store halslæder med kors, mens PENTAGRAM (desværre ikke et decideret pentagram) står med versaler på scenetæppet.
Det kan høres, at alle fire kender hinanden godt. Pentagram spiller fedt live med en næsten studie-tight lyd. Dette er både på godt og ondt. Hvis man ligesom jeg elsker deres rockede 70’er-lyd, så kan man godt føle, at lyden til tider virker en kende klinisk. Det er med andre ord en anderledes og mere stacceret, heavy lyd, et andet hold musikere og en anden tid, vi oplever Pentagram i. Kammeraterne og jeg har før klandret tidligere Pentagram-koncerter for dette aspekt. Men hvem fanden er jeg at bebrejde dem for ikke at spille på de klenodier, som passer til mine præferencer? Faktum er, at det virker, som om Bobby Liebling p.t. har styr på sine dæmoner og har fundet sig et hold kompetente musikere, der får ham til at oppe sig. Den skrøbelighed, som prægede ham til koncerten på både det hedengangne The Rock og senest på Loppen, havde han til Roadburn en anden kontrol over. Og det klædte ham sgu! En mand som ham fortjener vitterligt mere end nogen anden at få en periode, hvor kontrollen ikke virker som en hård kamp.
Flamboyant spilleglæde
Koncerten til Roadburn virkede netop ikke som en kamp. Tværtimod. Der var en tydelig spilleglæde at spore. Jeg blev decideret glad i låget, hver gang Bobby stak mikrofonen i snuden på Griffin, så han kunne synge backingvokal. Dette blev typisk gjort, efter at Liebling på sædvanlig vis havde forsøgt at dry humpe enten Griffin eller Tully bagfra. Man kan fjerne Bobbys narko, men man kan ikke fjerne hans herligt perverterede sind. Det samme gælder hans flamboyante skjorter, som vi i dokumentaren ’Last Days Here’ fandt ud af ofte stammede fra morens klædeskab. Om det er første eller tiende gang, man ser Pentagram, så formår Liebling vitterligt altid at gøre indtryk på en. Han er et rock-koryfæ, som man husker.
Koncerten dykkede en smule i intensitet, da vi nåede til to skæringer, 'Dead Bury Dead' samt titelnummeret fra den seneste plade, 'Curious Volume'. Pladen er er helt igennem solid, og det samme gælder begge sange. I live-regi holder sangene bare ikke helt niveau med numrene fra 'Relentless', 'Day of Reckoning' og 'Be Forewarned'.
Det blev der rettet op på, da vi nåede til koncertens og muligvis festivalens højdepunkt – 'Last Days Here'. Hvert længselsfulde ord blev leveret med den indlevelse, som sangen fortjener. Her kan man tale om et nummer, som mere end noget andet kræver en vis autenticitet at gøre ret. Allersmukkest var sidste halvdel af nummeret, hvor sangens vers bliver mere spontant, frit og virker mindre sunget. Bobby nailede det denne sang. Tak for det!
Arrig, bidsk og cementerende afslutning
Hele koncerten igennem havde især Victor Griffin masser af attitude. Main Stage er lige en kende større end de spillesteder, hvor man normalt får lov til at opleve bands som Pentagram. Selvom man normalt foretrækker at se kunstnere i så intime rammer som muligt, så er der noget svært bekræftende – både som band (tænker jeg) og som tilskuer – i at se sine helte få lov til at stå på en rigtig stor scene. Rammerne har helt sikkert påvirket kvartetten, som sluttede '20 Buck Spin' af med at smadre deres instrumenter. Koncertens intensitet fik på denne måde en herligt ødelæggende forløsning. Arrigheden, som præger flere af Pentagrams sange, fik en fysisk udfrielse. Det virkede ikke påtaget eller ude af trit med sted og rammer. Pentagram SKULLE smadre deres instrumenter, og det gjorde de. Historisk koncert med doom-legenderne!