Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Simpelt og virkningsfuldt

Populær
Updated
Simpelt og virkningsfuldt

’Dead Rising’ er et album der vokser ved flere gennemlytninger, og Church Of Void kan være tilfredse med en kort, men absolut lytteværdig fuldlængde-debut

Titel
Dead Rising
Dato
30-08-2013
Genre
Trackliste
1. Tristess           
2. Son of a Witch           
3. Winter Is Coming           
4. Dead Rising           
5. Owls Are Listening           
6. The Magician                       
7. Entity of Kalypso                       
8. Little Child Lost
Karakter
4

Church Of Void melder sig under fanen på den finske doomscene, hvis finnerne overhovedet kan siges at have en etableret udgave af en sådan. Church Of Void danner heller ikke meget skole inden for genren, men det ændrer ikke på, at ’Dead Rising’ indeholder otte tunge numre, som er et sammenkog af stonerrock, doom og sludge, der udfolder sig hos et band, der har hentet deres ideer hos blandt andet Saint Vitus, Black Sabbath og Pentagram. Selvom inspirationskilderne er hørbar, har Church Of Void et nutidigt udtryk i lyd og dynamik, og deres svaghed er blot, at de ikke helt besidder forgængernes musikalske storhed.
 
Ep’en ’Winter Is Coming’ (2012) har været forløber for ’Dead Rising’, som er bandets første fuldlængdeudgivelse siden de fandt sammen i 2010. Kvintetten tæller Harley Warlock (bas og backingvokal), Byron Vortex (trommer), Adolf Darkschneider (guitar), Georgios Funeral (rytmeguitar) og forsanger Magus Corvus, hvis vokal periodevis er distortet og har en naivitet og skævhed over sig, der mingler fint ind i den drømmende atmosfære, som Church Of Void kredser om. Der er ikke hovedvægt på virtuositet, men snarere en indlevelse og personlighed, som eksempelvis afdøde Peter Steele (Type O Negative) leverede den, naturligvis uden hans persona og unikke vokal. Men Magus Corvus er interessant i sig selv, og sågar James Hetfields vibréren dukker op som reference i lytterens hukommelsen her og der, om end Corvus har et par ekstra toner i dybden at trække på.

Church Of Voids univers synes at indkapsle diverse mytologier samt elementer fra fantasy-verdener som Warhammer, men også kernen i menneskets grundlæggende natur på godt og ondt. Materialet er melodisk, tilbagelænet og komprimeret, uden roderi og skurrende melodier. Ret meget bulls eye for så ny en konstellation, for det er let at forelske sig i Church Of Voids simple, inderlige og tunge udtryk. Det syder af at ville noget både lyrisk og musikalsk, og i den rockede ende lyder det lidt som light-udgaven af Kvelertak i en defineret indpakning med tilpas beskidt lyd, på et album, der er godt bygget op, fra den tempofyldte start, til den noget tungere slutning.
 
'Winther Is Coming' fra ep'en af samme navn er kommet med videre på 'Dead Rising' og med fuld berettigelse som en passende opsummering af dette album.