MMF 25: Lucifers blasfemiske galde
Brasilianske Impurity holder fortsat stilen tro mod deres førstebølgeblackede rødder. På godt og på ondt – men inden for den genre er ondt vel også et kvalitetsstempel?
Lucifer Spewing Blasphemies
The Excommunication
Malediction
Sekhmet
Night of Torment in the Cemetery
Invocation of the World of Horrors
The Lamb’s Fury / The Call
Baphomet Shield
Third Slaughter (Sarcofago-cover)
Dilacereting…
Sabat
Oven på en habil omgang NWOBHM-nostalgi med Tank på open air-scenen skal der andre boller på festivalsuppen. HELT andre boller!
Impurity er et af de der bandnavne, som der tilsyneladende eksisterer et par håndfulde af ifølge Metal Archives, så hvis du har varmet op til det “forkerte” Impurity, så er der ikke noget at sige til det. I dette tilfælde er der altså tale om et af de bands, der sammen med Sarcófago og Sepultura udspringer af Belo Horizontes mere ekstreme metalscene i sen-80’erne. Impurity nåede dog aldrig, ligesom de to førnævnte, på samme måde ud til masserne, og det hænger i høj grad sammen med deres kompromisløst primitive stil, som de aldrig har blødet op for. Albumtitler som ‘Satan’s Metal Kingdom’, ‘All in the Name of Satan’ og ‘Satan’s Will Be Done’ illustrerer da også åbenlyst, hvilken skole vi har med at gøre. Og der er da heller ikke meget at komme efter på autenticitetsskalaen, som trioen træder ind på teltscenen i sorte kutter med kæmpe pentagram på ryggen, i corpsepaint og med omvendte kors om halsen og omgående slår takten an til den primalt tremolofræsende ‘Ecstasy Law’.
Koncerten føles på mange måder som et tveægget sværd. Stereotyperne står i kø. Numrene blæser af sted uden rigtigt at kunne skelnes fra hinanden, udover det lidt mere doomede groove i ‘The Lamb’s Fury’ og den afrundende ‘Sabat’, hvor pulsen hæves gevaldigt i teltet. Flere af numrene er så decideret skramlede og kaotiske, at det nærmest virker prætentiøst i sin ekstreme råddenskab.
Omvendt så føjer alle de dele også til charmen, fordi Impurity netop er så uforfalskede og dedikerede til en tidlig black metal-ånd, der har det med at drukne ved siden af de norske arvtagere i 90’erne og alle de videre udviklinger og indviklinger, black-genren har gennemgået lige siden. Selvfølgelig bliver der ikke sagt det mindste til publikum. Selvfølgelig gør de absolut intet for at please, og hvis de kan skære deres riffs ned fra tre toner til to, så gør de til enhver tid netop det. Som Lou Reed i sin tid sagde: “One chord is fine. Two chords are pushing it. Three chords and you're into jazz”. Velsagtens også den eneste ting, Reed og Impurity har til fælles.
Skal vi søge tilbage til black metallens helt tidlige repræsentanter, så har fx Tormentor og Mortuary Drape tidligere leveret prægtige shows på Metal Magic, hhv. i 2019 og på Winter-udgaven i 2023. Lige så mindeværdigt var denne lille time i Impuritys selskab ikke, men der var nu stadig nok af kaotisk, sydamerikansk charme til, at vi var tilstrækkeligt underholdt – og desuden også en fortræffeligt smadret opvarmning til Venom efterfølgende. Mon ikke Cronos & co. også har været på båndafspilleren i ny og næ i Impuritys øvelokale i Belo Horizonte, dengang bandet blev til?