Vemodig og drømmende dansefest til de tålmodige på Avalon
En sen nattetime på Pavillon burde være den ideelle setting for et band som post-industrial/noise-trioen Kollaps, men ironisk nok faldt deres koncert sammen.
Modige Gggolddd delte ud af sit inderste på Gloria med en skøn blanding af bekendelsessang, gotisk guitar og elektroniske nyrestød til følelsesapparatet.
Der var lagt op til en lidt for sær kombination af eksperimenterende fusionsrock og rockstjernegimmicks, da Dawson og Circle vækkede os på et lunkent og halvfyldt Pavilion.
I en bedre verden ville John Cxnnor have spillet på Orange, men Gloria dannede en perfekt ramme om en sublim oplevelse.
Festival smadret: Turnstile satte niveauet så højt onsdag aften, at ingen koncerter resten af ugen kommer til at toppe det.
Plant og Krauss spillede hinanden gode på Arena til en koncert, der viser hvor langt man kan bevæge sig musikalsk og samtidig beholde sine rødder.
Endelig skete det! Avalon blev åbnet efter tre års Roskilde Festival-tørke, og publikum var tydeligvis tørstige efter det, post-punk-irerne i Fontaines D.C. kan.
Der blev igen langet fuckfingre ud til nær og fjern på Rising.
Hjerteskærende melodier, solnedgang, pling-plong-rytmer, dans og glade mennesker. Whats not to like?
Det er kun 11 dage siden KoЯn var i Danmark på Copenhell. Det kunne mærkes på fremmødet i Aarhus og energien fra band og publikum.
Det var en noget vandet skål suppe vi fik, hvilket Korter i Flog kun delvist selv var skyld i.
En træt anmelder, med meget lidt tilovers for punk, måtte bøje sig i støvet for en flok lortedrenge.
Thundermother gav den som vikarer for aflyste Spiritbox og elskede hvert minut af det.
Anmelderens bange anelser blev heldigvis gjort til skamme, da Thunder var et charmerende indslag på Copenhells sidste dag.
”Everybody talks about the war, but nobody talks about the ´gasm”, lød speaket, inden Wargasm åbnede årets udgave af Copenhell til electro-punkede toner og parolerne udenpå tøjet – eller fraværet af samme.
Bombus leverede som forventet en rockfest flankeret af en stærk parade af seje numre, som lidt for få festivalgængere valgte at opleve.
Ivy Crown vaklede lidt, men var ikke tæt på at falde på Copenhell.
Alternativet til Mercyful Fate satte ild til Pandæmonium. Næsten.