Copenhell 25: Smadderkasse i bar kasse
Det var et tændt Throwe, der tog hele armen fra den lillefinger, de var blevet rakt ved at blive inviteret til 2025-udgaven af Copenhell.
På min vej ind på pladsen på Copenhells første dag kommer jeg forbi en gruppe 9-10 årige knægte. De lyder begejstrede for deres møde med helvede, og står og viser hinanden, hvor gode de er blevet til at lave håndtegn. Hornene, naturligvis.
Den der glæde fra barndommen, som over gode minder forplanter sig til drømme og store håb om fremtiden, føltes det også som om Throwe havde med sig og fik forløst på scenen på Copenhell. Godt nok var Kim Rock i front og hans bandkammerater ikke børn, da den første Copenhell løb af stablen i 2010, men han har været med fra starten og set festivalen vokse, og som aktiv i et band, så er det kun naturligt, at det også medfører en drøm om selv at stå på samme scene en dag.
Det var derfor ganske rørende, da Kim Rock udbrød til publikum: "Velkommen til vores musikalske højdepunkt", og at de var glade for at dele det med præcis os. Os, de mange som havde valgt Gehenna for en gang mørk hardcore.
Plads til energiudladningen
Han havde ikke behøvet sige det. Det var tydeligt i hans øjne, og den meget energiske fremturen på scenen, hvor han gjorde sig til et naturligt midtpunkt og hele tiden også søgte kontakten med publikum, både på afstand og helt ned i pitten og båret på folks hænder retur til scenen. At han fylder meget er ikke nyt, for bandet stiller bevidst op med musikerne på strenge langt ude i siderne som en the floor is yours, mate til den karismatiske frontmand. Men der var lige en ekstra tænding, en ekstra glæde denne eftermiddag.
Og det nød vi så godt af. Throwe lød godt og højt. Der var tryk på stortrommen sammen med bassen og guitarerne vred sig gennem fine riffs med både plads til groove og black'ede tendenser. Og selvom musikken naturligt ikke skriger fest som intro-tracket, Kenny Loggings' 'Danger Zone' kendt fra Top Gun-filmen, så blev det en 80'er fest værdigt i kraft af den fine levering og glæden på scenen fra alle bandmedlemmer.
Vokalen fra Kim Rock var snerrende, skrigende, hysterisk. Men de danske ord i sange som 'Mørke', 'Myriader' og 'Liv æder liv' er ofte velartikulerede, så man fornemmer den smerte, der også synges i flere af sangen, og giver en kant til musikken. Skriget, som man kendte det hans og guitaristens tidligere band, Justin Hate, falder mere naturligt og organisk ind her.
Gå amok. Pas på hinanden
Der var masser af gang i pitten, det var ikke noget bandet behøvede at diktere, det kom helt naturligt af musikkens energi og letforståelige smadderkasse fra fede riffs og den dygtige frontmand i bar kasse. Dog dikterede Kim Rock en wall of death, mens han lige snørede skoene, der ikke havde været helt klar til dagens løbepensum. Det skete i sangen 'Livslede', som rigtignok har en oplagt start og et break til det, men tempoet efter breaket er stadig lidt tungt, men hvor der er vilje er der vej, og der kom en respektabel mosh ud af half-time tempoet. For publikum ville lege med, de ville fysisk vise taknemmeligheden overfor et endnu mere taknemmeligt band på scenen.
Vi fik en ny sang, 'Kvaler', hed den vist, og så kunne vi gå ud på en opfordring: 'Ødelæg dig selv'. Gå absolut amok, smadr dig selv. Men pas nu på hinanden, kom det alligevel formanende ind.
Og sådan er det så smukt på Copenhell, når bands fra vækstlaget får en chance af de store. En symbiose opstår mellem band, publikum og Copenhells betydning for metal med mere i Danmark. Nok er personerne bag Throwe garvede og erfarne efter mange år i branchen, men det er især efter genkomsten fra det kort annoncerede exit for et par år siden, at der er kommet benzin på bålet. Ikke mindst efter denne koncert, som forhåbentlig åbner vejen for mere af de gode, store oplevelser, så dette blot var et første musikalsk højdepunkt.