Copenhell 25: Pånk dør aldrig!
På trods af mange års stilhed fik Commie Cowboys demonstreret, at de stadig har nerven intakt – og at guitarsoli ikke behøver være et no-go, bare fordi man spiller punk af den gamle skole.
Monster
Commie Cowboys
Give It To Me
Filthy City
Complications
FrankenStalinReagan
Wake Me Up
Er Commie Cowboys gledet under din radar, så er der ikke det store at sige til det. Udover et par EP’er i starten af 10’erne har de lokale Ungdomshus-punkere ikke gjort videre væsen af sig, og det skal 20 minutters opvisning på Boneyard så i dag gøre op med – på fortræffelig vis, that is!
“Still! Bad! Peo-ple!” spyttes der ud i første strofe fra åbneren ‘Low IQ’, og det ligner da også et uregerligt firkløver med attituden og de udslidte denimveste spændt op til en gedigen omgang fuldblodspunk med fuld fart over feltet og frontmand Daniel Kaae godt ude blandt crowden til at sikre, at ingen står og faser ud til en punkkoncert. Det er der så absolut heller ingen grund til, for tempoet er højt, og der er en drengerøvet charme over de her to-minutters bangere, som de fræser afsted, men også her og der får tilføjet lidt overgearet guitarlir og tapping, uden det på nogen måde tager noget af arbejderklasse-drivet ud af cowboykommunisterne.
Nok også den eneste gang, jeg har hørt så mange soli fyret af fra nogen kunstnere på Boneyard-scenen, som vitterligt har en dårlig tradition for at kæmpe med lyden på de alt for sløje, små højttalere – men Commie Cowboys har lyden med dem, og så har jeg nu også en eller anden naiv forkærlighed for bands, der har en selvbetitlet sang, hvor vi kan stå og skråle deres bandnavn om og om og om igen som for skamløst at hylde det, vi bevidner.
“Det er længe siden vi har spillet sammen. Vi er også blevet lidt gamle, ik'!” – tja, man er vel så gammel, som man føler sig, og at se Commie Cowboys med så meget krudt i røven smagte på ingen måde af gammelmandskramper. “P.R.O.B.L.E.M.S.” stod der godt nok også malet ud over Kaaes trøje, men denne gendannelse synliggjorde nu ikke nogen problemer overhovedet.
Det skulle da lige være, at vi ikke fik nogen indikator på, hvorvidt der er noget nyt på tapetet, eller det måske bare var en éngangs-forseelse inden endnu et gendannelsesshow i 2035 – måtte det være tilfældet, så skal vi dog også nok stå klar til den tid, for det her var en herlig reminder om, at punken stadig kan noget særligt, og det ikke nødvendigvis gør noget, at scenen ikke just tilbyder de bedste vilkår for hverken lyden, udsynet eller moshen. Punk kræver ikke nødvendigvis det store ståhej, og Commie Cowboys bød i dag på den bedste koncert, jeg endnu har oplevet på Boneyard-scenen – tak for det!