Koncertanmeldelser

Vi har udråbt dem til Copenhells moralske hovednavn, og Kreator beviste også, at de burde have været øverst på plakaten. Altid.

Fem år efter deres sublime koncert på Copenhell var Alice in Chains tilbage. Og de både matchede og toppede den optræden med et show, der bør gå over i historien som en af Copenhells bedste koncerter nogensinde.

Efter otte år var Deftones tilbage på Copenhells hovedscene, stærkere end nogensinde før og med 18-årsfødselsdagen for deres legendariske album ‘White Pony’ i rygsækken.

Konferencieren kunne måske ikke helt At the Gates' genre. Den kunne bandet dog selv, og de gav en knusende sikker opvisning i melodisk dødsmetal, som de selv skabte den.

Islandske Auðns nordiske black metal forvandlede en lun, solrig og middelmådig eftermiddag til en iskold, atmosfærisk og storslået oplevelse.

Uengageret optræden fra Avenged Sevenfold, hvor leadguitarist Brian Elwin Haner Jr. stjal billedet foran en træt og ligegyldig forsanger, der sparede både stemme og energi.

Som debuterende hovednavn klarede finske Nightwish sig absolut til bestået. Men har man set bandet før med bedre lyd og mere engagement, var helhedsindtrykket let skuffende.

Med hver et lille kvarters spilletid til rådighed fik tre af landets bedste navne inden for hardcore og grindcore lige rykket Copenhell godt og grundigt rundt.

Det er ikke helt til at sige, hvorfor Mark Tremonti og hans forskellige bands efterhånden er blevet fast inventar på Copenhell. Det virker heller ikke helt, som om publikum rigtigt ved det.

Crowden var hullet som til en vindblæst havnefest, men Turnstile var ligeglade. Amerikanerne sparkede effektivt Copenhell i gang med en velekskeveret dosis af deres helt egen melodiske, groovy hardcore.

Det var en positiv overraskelse endelig at se Nothing More på Copenhell. Amerikanerne spillede en flot koncert, hvor energiniveauet på scenen dog stod i stærk kontrast til publikums.

Crossfaith ejede Pandæmonium. Publikum kom af nysgerrighed, men de blev, fordi japanerne spillede en af de bedste koncerter på dette års festival. 

MØL tog et solidt jerngreb om Copenhell og sikrede den midnatsmesse, de fleste sandsynligvis havde håbet på.

Thy Art Is Murder gjorde præcis, hvad alle havde håbet på, og spillede en intens og prægtig deathcore-koncert.

Forsanger Danny Worsnop gad ikke rigtig, og det fremmødte Copenhell-publikum gad ikke rigtig akustiske numre. Det kunne være gået helt galt, men det gjorde det heldigvis ikke.

Det hele startede middelmådigt, men endte som en typisk Parkway Drive-koncert. Intenst, velspillet og underholdende.

Neurosis slukkede festen på Copenhells førstedag. Det kunne man kun være taknemmelig for, at de gjorde – og for, at man fik lov at opleve.

Selv ikke et hjertestop undervejs i koncerten kunne holde magien tilbage. Nerven var intakt, og selv med de sidste 40 års svingende kvalitet in mente stod Uriah Heep for et af årets store øjeblikke på Sweden Rock. 

Nutidens svar på Bathory kom, spillede og sejrede. Primordial var et tiltrængt navn på sidstedagen af Sweden Rock, der bragte den grumme side af metallen med sig.

Kiske, Deris & Hansen viste os vejen til Helloweens tidlige sangskat, og generalprøven til sommerens Pumpkins United-festivaltour vandt på partystemning og stærke schlagere på stribe.