Koncertanmeldelser

Det er ikke helt til at sige, hvorfor Mark Tremonti og hans forskellige bands efterhånden er blevet fast inventar på Copenhell. Det virker heller ikke helt, som om publikum rigtigt ved det.

Crowden var hullet som til en vindblæst havnefest, men Turnstile var ligeglade. Amerikanerne sparkede effektivt Copenhell i gang med en velekskeveret dosis af deres helt egen melodiske, groovy hardcore.

Det var en positiv overraskelse endelig at se Nothing More på Copenhell. Amerikanerne spillede en flot koncert, hvor energiniveauet på scenen dog stod i stærk kontrast til publikums.

Crossfaith ejede Pandæmonium. Publikum kom af nysgerrighed, men de blev, fordi japanerne spillede en af de bedste koncerter på dette års festival. 

MØL tog et solidt jerngreb om Copenhell og sikrede den midnatsmesse, de fleste sandsynligvis havde håbet på.

Thy Art Is Murder gjorde præcis, hvad alle havde håbet på, og spillede en intens og prægtig deathcore-koncert.

Forsanger Danny Worsnop gad ikke rigtig, og det fremmødte Copenhell-publikum gad ikke rigtig akustiske numre. Det kunne være gået helt galt, men det gjorde det heldigvis ikke.

Det hele startede middelmådigt, men endte som en typisk Parkway Drive-koncert. Intenst, velspillet og underholdende.

Neurosis slukkede festen på Copenhells førstedag. Det kunne man kun være taknemmelig for, at de gjorde – og for, at man fik lov at opleve.

Selv ikke et hjertestop undervejs i koncerten kunne holde magien tilbage. Nerven var intakt, og selv med de sidste 40 års svingende kvalitet in mente stod Uriah Heep for et af årets store øjeblikke på Sweden Rock. 

Nutidens svar på Bathory kom, spillede og sejrede. Primordial var et tiltrængt navn på sidstedagen af Sweden Rock, der bragte den grumme side af metallen med sig.

Kiske, Deris & Hansen viste os vejen til Helloweens tidlige sangskat, og generalprøven til sommerens Pumpkins United-festivaltour vandt på partystemning og stærke schlagere på stribe.

Black metal i bragende solskin midt på eftermiddagen er sjældent en succes, men legenderne Dark Funeral beviste, at ren ondskab kan besejre alt.

Yes uden Jon Anderson og Rick Wakeman er bare ikke rigtig Yes. Denne konstellation var derfor længe ventet, og rejsen gik storladent på tværs af både de proggede og poppede dele af bagkataloget, hvor ikonerne dog indimellem fremstod stærkere end sætlisten.

Der blev kæmpet til stregen mod sol, varme, vind og en ustyrlig røgmaskine, da Rotting Christ lagde vejen forbi Sverige med deres sataniske kampmusik.

Søndag på Amager viste metalguderne Judas Priest, hvor kværnen skal stå. Birmingham-bandet osede af klasse, mens opvarmningen Megadeth stank som Køge Bugt i pålandsvind.

Der var vaskeægte kærlighed til metal i luften, da Halford & co. lørdag leverede en god blanding af nye hits, gamle slagere og glemte godter med en lille surprise i ærmet. Der er mødepligt i Royal Arena i aften!

Ozzy leverede varen med behørig gejst og vilje til at afrunde karrieren med værdigheden i behold. Hans wingman bidrog dog desværre til en del slinger i valsen.

Body Count kæmpede med et tørt skandinavisk publikum, da de spillede på en af Sweden Rocks mindre scener. Alligevel måtte alle bukke sig i støvet for Ice-T’s gangsta-charme.

Et overflødighedshorn af covers. En unødvendigt stram perfektionisme. Det blev en tand mere rosenrødt end giftigt. De lange epics blødte dog op og viste, at Guns N' Roses stadig tør leve sig ind i numrene, når de tager sig tiden til det.