Det var et tændt Throwe, der tog hele armen fra den lillefinger, de var blevet rakt ved at blive inviteret til 2025-udgaven af Copenhell.
Dethklok spiller letkøbt melodisk metal klædt ud som det mest brutale i verden. Det er heldigvis en joke, og joken fungerede for det meste i nat på Hades.
Dizzy Mizz Lizzy lukkede Helviti ned med døsig rockmusik, der kun lige akkurat kunne hidse folk op til fællessang og fadølsfest.
Ungersvendene i Swartzheim trodsede både svær placering mellem både Poppy og Wormrot, og var, trods høj energi og spilleglæde, ikke den store musikalske åbenbaring.
Med en selvtillid så stor, at den kun lige kunne være på Hades, Copenhells næststørste scene, forvandlede Vulvatorious et afløsergig til en majestætisk åbning.
Wormrot gav et lynkursus i grindcore, da de forvandlede Gehenna til en regulær slagmark, som efterlod publikum tørstige efter mere!
Det er svært ikke at holde af A Mess’ indfølte riot grrrl-hymner, når de leveres råt i Boneyards støvede kulisser – men mere, tak!
De hollandske symfo-metallere Within Temptation kom med masser af vellyd og kompetence, men leveringen var for “indpakket” og steril.
Det stupide koncept med et band i en container foran et underlag af brosten saboterede et hardcore-show, der på alle andre scener havde været fedt.
Skunk Anansie fik åbnet Helviti på Copenhell i 2025 med overskud, karisma og en forsanger, der løb med opmærksomheden og publikums gunst.
Gehenna-scenen lagde fint fra land med de unge og insisterende franskmænd i Last Train, der mener det alvorligt med deres bevægelige, garagepunkede metalrock-hybrid.
Traditionen med et dansk metalband, der åbner festivalen og får støvet til at hvirvle på pladsen i en moshtpit, var i år erstattet af en amerikansk fuser.
Under to timers overlegen koncert beviste Iron Maiden, hvorfor de igennem 50 år har skrevet sig ind som et af de største kapitler i musikhistoriens hårde afsnit.
I Am Morbid sørgede for en solid fejring af dødsmetallens helt store klassikere, mens lokale Ferocity lagde en solid bund, før hovednavnet gik på.
Valerian Swing har åbenbart sat sig for at smadre alle kasser, og det gjorde de noget så eftertrykkeligt, og de var for skribenten den klare vinder i kategorien "Årets bedste booking".
Frail Body overraskede enormt positivt og spillede, som gjaldt det livet til fredagens første Store Vega-koncert. Desværre forblev arbejdsdelingen fast, og den lovede ud-af-kroppen-oplevelsen udeblev.
Zola Jesus havde allieret sig med en strygekvartet noget af vejen, da hun lørdag eftermiddag viste sig fra sin mest skrøbelige side i et intenst – og til tider lidt kedeligt – sæt.
Oranssi Pazuzu kontrollerede kaos, da de lukkede ned for Vega på ACW's førstedag.
Kylesa er kommet ud af deres hi efter 10 år i dvale, og fremstod desværre ikke helt færdigbagte trods syv studiealbums og en lang karriere.
Laser Nun's eksperimenterende, improviserende, doomede noise boblede over af kreativitet til en immersiv koncert midt på Basements kolde gulve.