Copenhell 25: Party like its 1989
Kærligheden til 80’erne fungerede som drivkraft, da Nestor efter tidligere aflysning endelig ramte Copenhell.
Det var som en følelse fra den trygge, ubekymrede barndom for dem tæt på festivalens gennemsnitsalder (for billet-indehavere eftersigende omkring 42 år), da Nestor bragte nye 80’er hits til Hades. Som at have lyden af Bon Jovi og soundtracks fra Karate Kid, Top Gun i sin walkman og bære neonfarver på tøjet, når BMX’en blev luftet. Eller for de i den tid lidt ældre unge, så noget med fest og paraplyer i farverige drinks til lyden af Cyndi Lauper og Samantha Fox, som bandet endda har med på en duet på debutskiven.
Men Nestor har også noget af have sine 80’ere i. Bandet blev rent faktisk dannet i 1989, lavede et par EP’er, men det med at blive rockstjerner var ifølge frontmand Tobias Gustavsson sværere end forventet, så bandet gik i en lang hi. Foranlediget af kedsomhed under pandemien, så blev bandet genskabt med målet om den dér plade. Og den gav adgang til Copenhell allerede i 2023, men sygdom tvang bandet til aflysning og vi fik et andet nostalgitrip med Red Warszawa i stedet.
Fest og fællessang
Nu fik vi dem endelig, og så med en plade mere i bagagen. Nestor var klar på fest og lød bragende fedt lørdag til åbningen af Hades. Lige fra det solide trommespil over de virkeligt lækre guitarsoli, og så de ekstremt sangbare omkvæd.
‘Kids in a Ghost Town’ fik os i gang, mens ‘Caroline’ gav fællessang på “...I dance with your shadow in the street light”. Eller som Gustavsson sang til sidst; “something, something in the…” i en slags opfordring til at man bare skulle synge med, selvom man ikke kunne ordene.
Det var 80’er-passion uden lige og samtidig elegant som flere tekster benytter sig af fraser fra tidens kendte sange som for eksempel “we were living on a prayer” i ‘Signed in Blood’. Og med en humor og med smil og en lethed, som gjorde det til en perfekt opvarmning til en meget solrig rest af dagen.
Ild virker altid. Også i 1989
De nye sange stod distancen, men det første albums ‘Firesign’ trak lige ekstra fra. Her var der både ild og krudt efter en tekniker fornuftigt nok havde trukket mikrofonstativerne lidt tilbage, så medlemmerne ikke blev flamberet. Men der var ingen grund til at ringe efter brandvæsenet eller andre, for de aldrende teenage-rebeller havde helt styr på det. Der blev serveret skønne flashbacks til 80’ernes måde at skrive hits på, og som bandet har pakket i melodisk rock med flødesovs fra keyboardet.
For en stund fik Nestor bragt os tilbage til ‘1989’, og det ikke kun i den seje afslutter. I et øjeblik føltes det ikke blot som en illusion af en festlig fortid. Det sidste omkvæd sad fast og blev nynnet længe efter koncerten, og den fortjente applaus de fremmødte gav bandet til sidst.