Copenhell 25: Den gamle sav skar godt igennem
Sodom lød som thrash i gamle dage, og det var præcis det vi søgte, når man i midnatsstunden valgte mosh-garanti fremfor de samtidige andre musikalske tilbud.
Nogle tog direkte fra det vilde moshpit foran Slipknot og videre for lige at vride det sidste ud af benene sammen med tyske Sodom, et af de såkaldte big 4-bands inden for tysk, eller teutonisk, thrash. Teutonerne var en germanske stamme som blev nævnt i historiske skrifter fra romerne, og med et Sodom dannet helt tilbage i 1982, så kunne Tom Angelripper og kumpaner helt sikkert også skrive egne historiske skrifter om heavy metal gennem årene.
Konstanten omkring Sodom er Tom Angelripper, bassist, vokalist, indpisker. Eller det vil sige, indpiskerrollen deles nu også lidt med guitarist Frank Blackfire, der var med til at skrive klassiske albums mellem 1987 og 1989 og vendte tilbage til bandet i 2018. Og han tog i høj grad også gerne ordet.
Sodom, Sodom, Sodom!
Det var aggressivt og energisk med trommespil som projektiler piskende om ørerne i en skyttegravskrig. Allerede efter ‘Jabba the Hut’ allerførst i sættet gjaldede publikums “Sodom! Sodom! Sodom!”, hvilket nærmest blev et mantra ved hver en lille pause i sættet. Det var i den grad et hengivent publikum, der dog på ingen måde kunne fylde pladsen ved Pandæmonium-scenen.
Angelripper krævede circlepit til ‘The Cripler’, og det kom også sådan lidt efter lidt, men så var der også tændt en glød i publikum, der ikke stoppede de vilde rundture i manegen foran scenen igen, og især under ‘Nuclear Winter’ var der fart på i mosh’en.
Desværre var lyden lidt ulden i starten foran scenen, og bassen var svært hørbar. Den, altså bassen, blev aldrig til den store tunge hærfører i musikken, men det overordnede lydbillede bedredes heldigvis især fra ‘Agent Orange’ og frem. Og kunne man undvære den mest intense crowd-energi helt foran scenen, så var lyden hele tiden lidt bedre lidt bagved. Men det måtte godt have været med højere lyd helt generelt.
Den eneste rigtige metalstil
‘Blasphemer’ fra ‘In the Sign of Evil’ fra 1985 blev spillet og Anders Jørgensen (Slægt, Scimitar), der tidligere på dagen havde gæstet Gabestok på saxofon, råbte i min nærhed “den eneste rigtige metalstil!”. Sodom har holdt fanen højt og har altid leveret metal med autoritet og uden forsøg på at lave noget moderne eller afvige fra den onde, hastige form for thrash metal. Det er autenticitet. Så sikkert som, at 'The Saw is the Law'. Et tak for støtten gennem 40 år lød det også til København. Eller Kopenhagen, som det det næsten lød som.
For der var stadig en herlig tysk dialekt i snakkene mellem numrene. ‘The Conquerer’ gav minder om den gamle Konkhra-anekdote om, at det danske dødsmetalband netop har valgt navnet ud fra dette nummer og en Sodom-live-optagelse, hvor sangtitlen udtales som noget, der altså mere lød som “konkhra” end “the conquerer”.
Vi fik en lille time med Sodom, der i sættets sidste stunder gav os ‘Outbreak of Evil’, ‘Remember the Fallen’, hvor vi endelig fik en god portion bas, når Angelripper lå alene i mixet. Og så blev vi ellers sønderbombet med ‘Bombenhagel’ og sendt ud i natten med meloditemaet fra den tyske nationalmelodi, som en lille munter melodi ovenpå en effektiv Sodom-koncert, hvor seje publikummer fik motioneret for hele næste uge også.