Copenhell 25: I skovens dybe...
Belgiske Wiegedood var helt og aldeles upåvirkede af konkurrence og spilletidspunkt, da de indtog skoven på Copenhell og sendte klyngebomber af repetitiv andenbølgeblack ned over publikum.
Belgiske Wiegedood spillede på Copenhells bedste scene i skarp konkurrence med The Prodigy på Helveti og Abbath på Pandæmonium. Det var derfor ikke noget stort publikum, de spillede for – men til gengæld var de fremmødte dedikerede fans, og mange kendte numrene ud og ind.
Og Wiegedood lod faktisk til at være helt ligeglade med, hvor mange eller hvor få der var mødt op. Uden unødvendige indledninger, bemægtigede belgierne sig Gehennas lille skovområde med deres rasende, aggressive og på en eller anden måde, lidt introverte andenbølgeblack. I en verden, der er fyldt af krig, er jeg egentlig ikke så glad for at anvende krigsmetaforer, når det ikke er strengt nødvendigt, men det er det her. Wiegedood er en klyngebombe, et maskingevær i en sværere kaliber, og de var nådesløse. Ikke et ord kom der over hollændernes læber imellem numrene, ikke en eneste forklaring eller leflen for publikum. Vi måtte tage det eller vi måtte skride. Det valgte heldigvis kun få at gøre og vi blev koncerten igennem underholdt af såvel hidsigt guitarfræs og ditto på trommerne, tungt og næsten saftigt riffarbejde og naturligvis strubesang, der er så utroligt velplaceret i Wiegedoods musik. Desværre lå strubesangen og vokalen i det hele taget lidt lavt i lydbilledet, hvor jeg stod, selvom lyden i øvrigt var aldeles glimrende.
Wiegedoods musik er på overfladen ret generisk og en lille smule kedelig. Tager man sig tiden til at lytte efter, er der masser at komme efter - på pladerne. Desværre blev det udendørs format lidt en “detalje-pooper”, og da vi halvvejs inde i koncerten præsenteredes for noget nyt, for et lille intermezzo, gik det tabt i snak og fadøl. Ærgerligt, for det var nogenlunde den eneste overraskelse, vi blev præsenteret for til et meget forudsigeligt show, hvor de finere nuancer forsvandt mellem bladene på skovscenen, og vi efter 45 minutters show så de første tegn på rastløshed blandt publikum.