Copenhell 25: Hårdtslående fest i skoven
Traditionen tro fik vi et af programmets absolut fedeste navne som afslutning på årets udgave af Copenhell, og trods lidt knas med lyden, havde et stopfyldt Gehenna en kæmpe fest mellem træerne.
Det er efterhånden lidt af en tradition, at jeg tager det sidste band på Copenhell, dem, der lukker og slukker for festen, og som sender folk godt videre - ud i Biergarten eller natten, eller hvor de nu skal hen. Og således også i år, hvor Copenhell igen havde valgt at lægge nogle af programmets bedste navne overhovedet lige oven i hinanden.
Med base i Los Angeles, har HEALTH rumsteret i krydset mellem metal og elektronisk musik siden 00'erne, og de var absolut er værdigt navn at lukke festivalen af med, også selvom genren var lidt en detour fra Copenhells øvrige musikalske profil.
Koncerten startede på slaget midnat, og selvom ingen af os blev til græskar, var det fra første færd tydeligt, at skulle man nå én fest mere på dette års Copenhell, så var man kommet til den helt rigtige koncert. Der gik ikke længe før de første crowdsurfere væltede ind over hegnet og det fortsatte hele koncerten igennem - også i numre, jeg ikke umiddelbart syntes havde så meget crowdsurfer potentiale. Vagterne foran tog det hele med et smil og det lidt kaotiske pit føltes aldrig usikkert eller ude af kontrol.
Health havde taget et sæt med, der kom godt rundt i hjørnerne af deres ret omfangsrige bagkatalog og med en fremragende åbner fra albummet 'DISCO4::PART II', der udkom i 2022, og som i sin albumform havde alle mulige og umulige gæstemusikere og kollaboratører med. Denne aften på Gehenna var det bare HEALTH selv, der fremførte numrene, hvilket måske også kan forklare hvor det kun var 'Identity' fra albummet, der fandt vej til sætlisten.
Desværre fik koncerten en brat og ufrivillig pause, da strømmen gik på mikrofoner, synths og guitarer. 10 sekunder af hittet ‘Hateful’ fra albummet ‘Rat Wars’ fik vi, inden der alene var trommer tilbage og de næste 3-4 minutter gik derfor i selskab med trommeslageren, der ikke virkede helt forberedt på, at han lige skulle spille en trommesolo. Han gjorde det dog hæderligt og publikum var forstående og klappede med, inden strømmen kom tilbage og det tørt lød fra forsanger Jack Duszik, at “den tager vi lige igen”. Og som sagt, så gjort. Nummeret, der i sin studieindspilning har Sierra (Veins) med, er den feststarter af den anden verden, og Dusziks blide, svævende vokal og den hårde techno fandt sammen i en skøn symbiose med et ellevildt publikum, der dansede som gjaldt det livet.
Midten af sættet gik lidt ned i tempo, men gik til gengæld tilsvarende op i følelse og HEALTHs underlige bastard mellem det blide, det elektroniske og det industrielt-metalliske var fremragende match med Copenhell. Jeg elsker Dusziks blide, svævende og helt rene vokal, der forførende svæver hen over hårde elektroniske beats og tunge, smadrede guitarlyde.
Som vi stod der i skovens mørke og fik flyttet rundt på vores organer, omgivet af smil og glade mennesker, kan det undre, at Copenhell stadig kigger bagud mod bands som The Prodigy. Scenen i krydset mellem det elektroniske og det metalliske har aldrig været mere interessent eller relevant, og jeg er fuldt ud overbevist om, at det er her fremtiden ligger for metallen. Vi har ikke brug for flere has-beens, der er på afskedsturne endnu engang med resterne af fordums storheds line-up. Vi har brug for bands som HEALTH, der tør udfordre konventionerne og røre lidt i gryden.