To bands fusionerede deres beslægtede, men alligevel væsensforskellige udtryk og gav os en oplevelse, der rystede kødet og sad i kroppen, og i sindet, bagefter.
Sent lørdag tog et træt publikum imod Nine Inch Nails på Roskilde. Reznor og bandet gjorde kun lige akkurat, hvad de skulle, og den ofte tvivlsomme sætliste spændte også ben.
Thou spiller normalt her og der og alle vegne og et vist mætningspunkt er nået på redaktionen. Men med så tyndt et program i den ekstreme ende, tog skribenten sig i at ønske, at de måske ville spille bare et enkelt lille bitte hemmeligt show.
I en regn af konfetti og pyroteknik gjorde Electric Callboy præcist det, alle havde forventet og spillede sig ind i alles hjerter.
Selvom The Hu er sjovt, så er det også uendeligt dumt. Men man kan ikke lade være med at elske det en lille smule – uden at det dog nogensinde kommer til at efterlade sig andre spor end skyggen af et smil.
Bissesvinet blev en symbiose mellem det højrøvede og det banale. Det kaotiske og det sarte. Præcis som den festival, hvor de heldigvis kom med. Selvom det var på et afbud.
Der var lagt i post-metal-ovnen til en gribende og indlevende koncertoplevelse, da belgiske Amenra langt om længe gæstede Roskilde Festival. Det blev mere en tjekliste af genrens to-do’s.
Med breakbeats, punket energi og japanske vokaler propstoppede Kumo 99 de dansevillige med energi og forvandlede den gamle lade til et interimistisk rave.
Wisp har på ganske kort tid stablet sig en musikalsk karriere på benene. Hvad der på papiret lød lovende endte desværre i en fersk og slap koncert, der på ingen måder kunne understøtte den placering, hun fik på festivalen.
Knocked Loose slog sig løs i en time på Roskilde Festival, hvor de både skabte de største moshpits, de tungeste toner og formentlig flest riffs på kortest tid.
Den libanesiske eksperimentalrock-sekstet Sanam trak os rundt i genrerne på Gloria-scenen, og selvom koncerten var "noget andet", var den underligt uforløst.
Brooklyn-sludgerne i Couch Slut er ikke for sarte sjæle, eller rettere: De er sarte sjæle, der skriger og støjer, så man kan mærke ennuien.
Jinjer er et af Europas største metalbands, men det var svært at se denne onsdag på Eos, hvor der var temmelig god plads mellem os, der stod og lyttede.
Wet Leg tog publikum på en tidsrejse tilbage til dengang, hvor Roskilde var spas sjov og eskapisme. Ingen politiske paroler, bare et minimum af akkorder, fest og så af sted.
Chino Moreno bar alene Deftones-koncerten på Roskilde Festival på sine skuldre og resultatet var derefter.
Fontaines D.C. fik for lidt spilletid på Orange, og de brugte den på at spille deres fremragende sange, men også på noget meget vigtigt.
Den danske trio, Slim0, byggede op og rev ned i en hel times rutsjebanetur af en koncert. "Vi er her ikke for eskapisme", sagde de, men koncerten var et godt frikvarter fra de gængse formater og regler.
Mens sommerdagen blev til sommernat tog Vægtløs de store følelser og deres voldsomt buldrende men også poetisk nulrende musik med op på en stor scene.
Casket Spray betyder bårebuket, men det københavnske powerviolence-band lød meget levende, og havde ingen ambitioner om at være dydige liljer.
Når man kun har 20 minutter, så gælder det om at være effektiv. Det var Woes i den grad på Boneyard, da de i stegende hede serverede hardcore på Refshaleøen.