Koncertanmeldelser

Det er en stor mundfuld fredag nat på Hades. Men Bersærk gjorde det og skabte den seje oplevelse til sent ud på natten.

Angstskríg tog livtag med Pandæmonium onsdag eftermiddag

Spinal Taps forstærkere går til 11, men det var ikke tilfældet for The Hellacopters, hvis koncert måtte se sig udfordret af lydproblemer.

Som en dæmonisk udgave af Mötorhead fræsede Midnight sig igennem 45 minutters overbevisende blackend heavy motherfuckin' rockin' metal.

Vola spillede en flot og overbevisende koncert på Copenhells førstedag.

Canadiske Deadly Apples åbnede tidligt torsdagen med en koncert, der startede uheldigt foran røv og nøgler, men endte trods alt som en fin start på dagen.

Whitfield Crane var sprudlende i front for Ugly Kid Joe, da amerikanerne kørte koncerten hjem med et sikkert og mekanisk festivalsæt.

Syv korte numre fordelt på 50 minutters koncert. Det burde ikke være muligt. Men Suicidal Tendencies ævlede Copenhells publikum ihjel under det, der skulle have været det store åbningsbrag på Helviti. 

Redwood Hill gav følelserne frit løb på Pandæmonium.

Sangene gør ikke meget for at bide sig fast, men stemningen er alfa omega, da High Command hærger sig igennem 45 minutters bølle-thrash, som deres fædre sikkert også havde skåret den.

Wayward Dawn var vækkeuret, der med dødsmetal på fornøjelig vis bankede liv i festivallens fjerde dag.

Urnes tekniske favntag med en metal, der både flirter med sludge og thrash, blev leveret med enkle tricks udi simpel, men gennemført performance.

Der er efterhånden universel enighed om, at Chuck Schuldiner og Death er dødsmetallens gudfædre. Eftermælet blev behørigt hyldet på Hades.

Katla spyede sin dræbende ild udover et feststemt publikum

Benediction har ikke været i Danmark i flere årtier, trods det at forsangeren bor i landet, men omsider fik de givet en koncert.

Devin Townsend har stadig sin tørre, canadiske humor og masser af musikalsk overskud da han indtager Hades over midnat.

Destruction er en institution i tysk thrash, og torsdag aften på Pandæmonium sang Schmier og co. solen ned og viste, hvorfor de stadig er relevante.

Blood Incantation viste Copenhell, hvordan dødsmetallen lyder ude i rummet og fremtiden. Publikum på Gehenna var med på rejsen.

Orm fik æren af at lukke og slukke for dette års Copenhell, og det var det helt rigtige valg. Cirklen blev sluttet derude i skoven, hvor Orm fik det sidste ord.

Hvad skal man skrive når hele sættet føles som om det var den samme sang?