Copenhell 25: Harmløs charmekluds-rock
Dirty Honey bragte absolut intet nyt til bordet og lever tydeligvis i et parallelunivers, hvor Los Angeles er et utvetydigt kvalitetsstempel i sig selv.
California Dreamin’
Heartbreaker
Scars
Dirty Mind
Tied Up
The Wire
Don’t Put Out the Fire
Won’t Take Me Alive
When I’m Gone
You Make It All Right
Rolling 7s
Der er da i hvert fald ingen grænser for, hvor ofte Marc LaBelle lige endnu engang skal minde os om, at de er Dirty Honey fra Los Angeles, og det er da sådan set meget sødt. Som sættet skrider frem bliver det selvsagt unødvendigt, men de identificerer sig åbenlyst med hjemstavnen, og det kan da også tydeligt høres på deres ubekymrede gammelskolerock. Som Carsten Holm konstaterer forinden, er det lidt som dagens ingefær til resten af dagens pølsede menu – det letfordøjelige, liflige indspark oven på dit Carcass, Stray From The Path eller Kreator forinden, og i den forstand skiller de sig lidt ud. Hell, måske endda de for nogen agerer en slags rocknostalgisk opvarmning til Billy Idol, der spiller umiddelbart bagefter?
Under alle omstændigheder et af dagens blødere indslag, hvor garderoben bl.a. består af sort nettrøje, slangeskindsstøvler, en bredskygget hat, charmeklud og tonede solbriller. En glimrende afspejling af deres stil, der bl.a. vækker mindelser om fordums ikoner som Aerosmith og Guns 'n' Roses (hvor tilfældigt er det mon lige, at LaBelle gentager linien “It’s so easy” noget ala 15 gange igennem ‘California Dreamin’?) – og mon ikke også deres læbe-formede bandlogo er et bevidst vink med en vognstang til The Rolling Stones’ ditto?
Det er alt sammen fint, og hey, vi forstår godt, hvorfor gennemsnitsalderen lige til denne koncert er den højeste, jeg oplever under samtlige fire dage på festivalen. ‘Gypsy’ groover fra start på den der skamløst slibrige 70’er-måde, og i den funky ‘Scars’ får Justin Smolian for alvor markeret sin rolle i truppen tungt og følt på bassen, som et af showets highlights. Derefter bliver koncerten dog lidt af en ørkenvandring af forglemmelige bluesrockere, hvor fx ‘Don’t Put Out the Fire’ serveres som en midtempo The Black Crowes-rocker spillet af The Alan Parsons Project, sovset og tømt for enhver sjæl.
Det kunne sådan set være en hyggelig koncert, hvis bandets kemi og nerve trak tydeligere igennem, men det virker slet ikke, som om det er dér, deres fokus ligger. Det er i højere grad noget med at lade LaBelle om at vade ned til de forreste rækker og skabe lidt stemning for dem, der ikke allerede har forladt den synkende skude – for det er åbenlyst den vej, det går koncerten igennem.
Dirty Honey demonstrerer da ind imellem, ikke mindst i den afrundende triade af deres tre bedste numre, at de har bluesrock-metieren under huden med både det tunge groove og øre for den gode melodi – men samtidig også, at de er relativt anonyme, fordi så gode er sangene altså heller ikke. De spiller dem mere bare op fra slap, og så bliver resultatet altså også derefter.
Måske de mangler en Bruce Fairbairn til at pumpe ørehængerkvaliteterne lidt op?