Copenhell 25: Generisk brugsmusik
Stray from the Path blev på hardcorens smalle sti bortset fra ét stiltræk. Desværre var det stiltræk pisseirriterende.
Der var teknisk set intet i vejen med Stray from the Paths newyorkeragtige newyorkerhardcore. Bandet spillede tight, og sangeren, som ved Satan hedder Drew York, gjorde det, man skal gøre til et hardcore-show. Synge vredt og forlange pit-aktivitet. Hoppe højt op i luften og løbe rundt på scenen.
Så vidt så godt. Vi fik opfyldt minimumskravene for et hardcoreshow, og Stray from the Paths koncert kunne fint bruges til at slås med vennerne til. Problemet var bare tofoldigt. Det ene problem var, at sangene var kedelige, forudsigelige og generiske. Måske var det derfor, at en gruppe hackysackere foran Pandæmonium knap ænsede, at Stray From the Path gik på scenen. Denne tour er gruppens afskedstour, men det var ikke noget, der afstedkom én eneste uhackyet sack. Nå, men tilbage til koncerten. Der var elementer af noget rytmisk interessant rundtomkring, og bandet kan bestemt ikke klandres for ikke at kunne deres shit, men det kunne ikke rigtigt hæve sig over middelmådigheden. Over følelsen af, at dette var brugsmusik, som om hardcore er en sporstgren, vi dyrker.
Bevares, der var masser af sympatiske budskaber placeret solidt i den amerikanske arbejderklasse, og det er bestemt værd at skrive sange om, men de skal bare helst være gode. Og ja, det er da fedt, at Stray from the Path med sangen ’Goodnight, Alt-Right’ signalerede, at de ikke kan lide nazister, men det ville være endnu federe, hvis de havde signaleret, at de ikke kan lide rapmetal. Kære læser, kan du huske, at jeg sagde, at problemet var tofoldigt? Det der fucking rapmetal-flow fra Drew York var ganske enkelt uudholdeligt. Vammelt. Ækelt.
Tilbage stod vi med indtrykket af en koncert, der teknisk set intet var i vejen med. Man kunne hackysacke og slås til den, og bandet satte ikke en fod forkert. Det kunne bare ikke mærkes, og barren bør altså sættes højere end ”acceptabel brugsmusik”, måske især, når man turnerer rundt for at give et sidste indtryk af, hvem man var.