Copenhell 25: En vidunderlig antitese
Gabestok havde fået en rigtig fin, programmæssig placering på Gehenna omkring kl. 20 lørdag aften, og med sig havde de taget vennerne fra Mayhem.
Gabestok er egentlig en duo, der består af DØ på trommer og Fleep på vokal og guitar. Og det har historisk set været mere end rigeligt, om end man ikke har set dem som duo live på denne side af pandemien. I dagens anledning, og fordi det altid er noget særligt for et dansk band af forholdsvis beskeden størrelse at spille på Copenhell, havde Gabestok taget vennerne med fra Mayhem, en art kunstnerkollektiv for den ekstreme og eksperimenterende musikscene. Blandt andet havde Anders Jørgensen, der til daglig begår/begik sig i Slaegt og Scimitar, fundet vej til scenen, og det var en glimrende tilføjelse til Gabestoks fandenivoldske, smadrede og genrekassesmadrende musik. Deres nyeste udspil, ‘Alle Dør I Fremtiden’, blev spillet fra ende til anden – ikke uden en lille smule selv-sarkasme fra Fleep – og resten af koncerten bestod af andre godbidder fra duoens bagkatalog, der er imponerende stort, deres forholdsvist korte levetid taget i betragtning.
Med lige dele frådende og fræsende black metal, gammeldags heavy metal og epik, fik Gabestok én gang for alle sat en tyk streg under, at de altså ikke sådan lige lader sig indfange. Noget, der blev understreget af det udvidede orkesters fremtoning på scenen, der på alle måder udfordrede den traditionelle “metaluniform”. Forfriskende for de fleste blandt publikum, vidunderligt provokerende for et fåtal. I et år hvor der generelt har været alt for få bands, der har kunnet udfordre det efterhånden noget bedagede metaludtryk, som Copenhell år efter år er eksponent for, er det helt fantastisk at stå under træerne, mens solens skarphed aftager en smule, og nyde Gabestoks store musik. For på trods af skrammel, punkede elementer og den minimale line-up, så er musikken stor. Bred og episk, når den vil. Smadret og skramlet, når det er det, der er humøret. Eminent sammensat og understreget af et meget sammenspillet orkester, særligt når det tages med i betragtning, at de jo trods alt ikke spiller netop dette materiale sammen normalt.
Vi måtte dog vente med det mest ekstremt blackede til efter gennemspilningen af albummet, og selvom jeg ikke savnede det, da det var nedtonet, var det alligevel et ganske andet og mere insisterende udtryk, vi fik med os hen mod slutningen af koncerten.
Gabestok er muligvis en duo, men deres udtryk er mange, og jeg kan lide det hele. Det er godt, det er velspillet, det har en virkelig god balance mellem det episke og selvudslettende minimalistiske, og der sker noget nyt om hvert et hjørne. Og den disciplin mestrede alt for få kunstnere til festivalens øvrige lineup, hvor meget syntes at køre i en art tomgang. Gabestok blev en antitese til det hele – og tak for det!