Koncertanmeldelser

På en dag ellers tørlagt for død og helvede var Cabal et tilpas usmukt slag lige i ansigtet – men afbræk fra kompleksiteternes monotoni havde været at foretrække.

Alcabean var blevet vist nåde og fik rykket deres koncert til efter landsholdets kamp – men både forlænget spilletid, tabt straffe og for mange anonyme post-punk-numre gjorde opgaven svær for det unge band.

Slægt indfriede de høje forventninger og gjorde, hvad landsholdet ikke kunne. Det ene pletskud efter det andet blev sendt afsted i en offensiv nedslagtning af Rising.

Scour beviste, at det er et band for fremtiden, men også, at der er arbejde forude – og at de mangler en bedre forsanger.

Madball var det helt rigtige band lørdag nat. Et tiltrængt energiboost, som desværre kun var for de ganske få, der lagde vejen forbi scenen, der var lige så fejldisponeret, som Madball var veloplagte.

Stone Sour måtte kæmpe med lyden på Arena og den tarvelige præmis at være booket til at tiltrække et publikum, der kunne have fået langt bedre.

53 år ingen alder. Det beviste Trent Reznor i front for Nine Inch Nails sent på Roskildes åbningsdag.

Det var alt for varmt inden for i Glorias sauna, og Pigs Pigs Pigs Pigs Pigs Pigs Pigs havde ikke sangene til at fastholde publikum hele koncerten igennem.

Roskilde blev åbnet i en stor røgsky, da Dirt Forge tog en ordentlig inhalering og blæste deres fuldvoksne stoner-metal ud over Rising-scenen.

Red Warszawa spillede udelukkende covernumre og leverede den fjollede fest, som folk var kommet for. Kønt var det ikke.

Natjager beviste én gang for alle, at de er alt andet end en gimmick, da bandet leverede et højenergisk og festligt show tidligt fredag.

Zeal & Ardor gjorde, hvad de kunne for at indlemme publikum i deres aparte black metal-univers, men vinden spillede dem et alt for stort puds.

Kellermensch gav en mesterligt medrivende og indlevende koncert lørdag eftermiddag, hvor blodet til sidst dryppede ned af scenen.

Lørdagens store giraf, franske Igorrr, er nok Copenhells mest outrerede booking nogensinde. Kunne det mærkelige, ekstreme blandingsprodukt de selv kalder baroquecore, fange et publikum den folkelige festival? Ja. Det kunne det godt. Men ikke uden protester.

Bersærk brølede, buldrede og skabte fællessang meget som ved bandets første show på festivalen og leverede den forventede sejr.

Endnu engang stod Steel Panther klar til at minde os om, at bagdøren stadig kan være den nemmeste vej ind. Bagstive på sidstedagen var det også lige præcis denne slags lumre metalshow, folket havde brug for.

Festivalens næstsidste koncert var en fest for de få, men ikke desto mindre var Tsjuder og deres 90’er-prægede norske black metal en tiltrængt mangelvare.

De tunge, atmosfæriske lag trodsede sidevinden og foldede sig fortræffeligt ud i kontrast med solens bagen – så længe man gik tæt nok på scenen.

Dedikation til rockens store ikoner eller ej, så manglede Tainted Lady både ånd og drive. Det blev hurtigt til en opvisning i unødvendigt pertentlig professionalisme.

De politiske paroler blev aldrig forløst. Et fravær af scene-pondus og dynamik gjorde The Last Internationale til et af årets mindre mindeværdige øjeblikke.