Copenhell 24: De bragte galskaben
Empire State Bastard var endnu en relativt ubekendt, Copenhell hev op af hatten til os i år. De kvitterede med det måske mest kaotiske og uregerlige sæt, vi får at se på Refshaleøen denne sommer.
Biffy Clyro?
Oceansize?
Selv om førstnævnte da vist varmede op for Guns N' Roses for år tilbage er det ikke just to navne, der står forrest i køen, når der skal uddeles fortjenstmedalje for værnepligt i metallens tjeneste.
Ikke desto mindre er kernen omkring Empire State Bastard bestående af Biffy Clyro-frontmand Simon Neil og Oceansize-guitarist Mike Vennart. En duo, der satte sig for at lave ”det mest hadefulde og misantropiske musik” de kunne komme på, dannede Empire State Bastard, hyrede Dave Lombardo til at spille trommer, indspillede debuten 'Rivers of Heresy', der udkom sidste år, og tog ud for at mødes os en skyggefuld eftermiddag på Amager.
Havde man ikke gjort sig selv den tjeneste at stifte bekendtskab med bandet i forvejen, så kunne både forvirring og mild panikangst sikkert sagtens sætte ind det øjeblik, bandet også gjorde det. For Empire State Bastard er gal-, vild- og arrigskab i en skøn og komplet kaotisk blanding. Åbneren 'Stutter' starter mildt ud som midt-00'er Queens of the Stone Age, inden den accelererer vildt længere ud i ørkenen, hvor der både findes black metal-synths og vilde grindcore-kompositioner, og hvor den flagrende og påtaget spasmatiske Simon Neil fører sig frem med vokaler, der hæmningsløst søger at lægge sig til rette i et sært rum mellem Blindsides Christian Lindskog og Mike Skinner fra The Streets.
Forvirret? Det er okay.
Altid videre, altid vildere
Dagens andet (!) nummer, 'Harvest', oser af Refused, hvilket sjældent er ment dårligt. Mens tre fjerdedele af kvartetten på scenen koncentrerede sig om at få skudt de til tider noget komplekse sangstrukturer afsted, hvor nu pludselige genklange af drone, noiserock og mathcore kommer i karambolage med både grindcore og breakdowns, kaster Simon Neil sig rundt i prisværdige, outrerede positurer, mens han i den dybt dystopiske 'Sons and Daughters' prædiker menneskehedens snarlige endeligt. Halleluja.
Empire State Bastard var vildt. Det var galskab personificeret. Storskærmene på Hades-scenen fangede adskillige frustrerede tilskuere på det første par rækker, der forgæves søgte at headbange i takt til de komplet uforudsigelige og uformelige rytmer. Det var en nydelse at være vidne til.
Den britiske eksperimental-duo var muligvis det mest musikalsk vanvittige, Copenhell byder på i år. Dette ment som et absolut kompliment, for koncerten var en nydelse, hvis man valgte at fordybe sig i det univers af kaos og uvilje, der var Empire State Bastard.
Det gjorde vi. Og det belønnede sig.