Copenhell 24: Ungdommelig musik for ældre mennesker
Sad følelserne uden på tøjet? Var det mere nostalgi end festival-stemning? Underoath fik den tvivlsomme ære af at åbne Hades, på godt og ondt.
Fire gutter fra staterne indtog scenen. Spencer Chamberlain greb mikrofonen, og med indlevende momentum var Hades åbnet. Bandet kom med store ambitioner og en setliste, der på papiret afspejlede netop dét. Et insisterende fokus på bandets to midt-00’er, genredrivende udgivelser, kombineret med et kvantespring i tid og genre, båret af materiale fra ’Voyeurist’ fra 2022.
Derved også sagt, at der delvist var budt op til emotionel nostalgi-fest, for dem, der var med bandet da ’They’re Only Chasing Safety’ (2004) og Define the Great Line’ (2006) var toppen af screamo-poppen. Os, der ikke kan få nok af den eminente vokal-ping-pong mellem Chamberlain og trommeslager Aaron Gillespie. Det publikum, der havde en fremragende aften i Pumpehuset, hvor der netop var fokus på de to plader. På Copenhell fungerede det knapt så godt.
Kombination af musikalske epoker i bandets karriere, gav ellers en ganske indlevende start på koncerten. Den nyere ’Take a Breath’ fremstod som en sikker åbner. Energisk og intens. Timothy McTague farede rundt med guitaren, og på et splitsekund fremstod Underoath som den perfekte starter på scenen. En følelse, der blev fastholdt gennem ’Writing on the Walls’ og nærmest cementeret på den fremragende ’Hallelujah'. ”Cut the lights, face yourself, we’re not dreaming, this is hell” – gjaldede ud over publikum, mens publikum, band og festival mødtes i et smukt højdepunkt.
Efter et tungt c-stykke, med Chamberlain helt ude på kanten i de dybe brøl, føltes den efterfølgende ’Its Dangerous Business Walking Out Your Front Door’ underligt fejldisponeret og ude af takt med de foregående tre numre. En følelse der blev siddende resten af koncerten – til trods for et velspillende band, der både kunne høres, ses og fornemmes.
Overvægten af datiden var nok til fornøjelse for de af os, der virkelig levede bandet dengang. For alle andre blev det lidt af en lukket fest. Med to fremragende nyere udgivelser, er det også lidt af en overraskelse, at der stadig fokuseres så meget på dengang. Bandets seneste single ’Let Go’ gav heldigvis et tiltrængt skud energi og vitalitet. Singlen er et fint bud på, hvordan 2004-Underoath kan lyde i 2024 – hvilket reelt var, hvad man savnede gennem koncertens midtesektion.
”This is our first time at Copenhell, did you have fun” lød det fra en “morgentræt” Chamberlain. Publikums svar fremstod noget rustent med dog positivt. ”We will be back soon” var svaret. Det kan man håbe på, forhåbentlig med Christopher Dudley, der var fraværende i dagens anledning. Det var nu heller ikke en decideret dårlig koncert – og hvem kan være rigtig sur, når man får ’A Boy Brushed Red Living in Black and White’ som afslutning – men det kunne tilsvarende også have været bedre.