Mismatchcore
Setlisten var god, Architects var på, Parken var rædsom, og publikum var tunge at danse med.
Man takker pænt tak og klapper i hænderne, når man bliver inviteret med som support for Metallica. På samme vis er det, som fan af mastodonten, altid en spændende overraskelse, hvem der skal opvarme.
Når man ser ned over de fire opvarmningsbands hen over de to dage, 'tallica indtog Købehnavn, stikker Architects indiskutabelt ud. Bandet er godt nok et flagskib i moderne metalcore/numetal, og det har sikkert været en våd drengedrøm at opvarme for Metallica, siden briterne fandt sammen tilbage i 2004, men genremæssigt befinder vi os et andet sted.
Slående er det, at bandet blev dannet året efter Hetfield, Ulrich og Hammett for alvor vendte tilbage til musikken, efter en af de mest kritiske perioder i hovednavnets historie.
Architects har haft egne kritiske øjeblikke, som vi oplevede reaktionen på i Forum, da Sam Carter måtte have en pause fra udfordringerne i hovedet. Fredag aften gemte Carter sig bag solbrillerne – ikke bare ansigt, men også angsten ved situationen. 1-1 relation til mastodonten, til James Hetfield, der ligesom Carter kæmper med de dæmoner, hver gang en ny tour sender Metallica væk fra de faste, trygge rammer.
‘Seeing Red’ indleder opvarmningen, fuldstændigt som da vi så bandet headline i Forum. Til forskel har vi fredag at gøre med en langt større arena. Alt, der minder om vitalitet, drukner indledningsvist på en scene større, end bandet nogensinde har stået på. Heldigvis levede Carter op undervejs – solbrillerne røg endda momentært, og bandet fandt ro i professionalismen. 
Var det et godt match med hovednavnet?
Setlisten var skåret til, siden vi oplevede briterne sidst, og det var kun godt. De fesne mellemeksekveringer, der prægede bandets seneste koncert i Danmark, var udeladt, men Parken og dets publikum var skånselsløst. Ja tak, Carter havde læst på lektien og havde fanget, at arenaen han stod i var Rasmus Højlunds gamle hjemmebane. Men Metallica er folkeeje – landsholdstrøjen havde nok været et bedre match.
Værende engelsk fodboldfan, med al den charme det medfører, virkede det også som et unødvendigt selvmål. Der blev buhet, og vi blev mindet om, at visse elementer af fodbold er idiotisk.
Musikalsk havde bandet masser at byde på. Lyden var ikke god, men bandet ville og viste den nødvendige energi. Et nummer som ‘Hereafter’ fremstod indlevende, mens ‘Royal Beggars’, der blev forbigået grundet Carters nedbrud i Forum, var en lille forløsning i et stormfyldt Metallica-hav. Øllet flød tidligt, og få blandt publikum virkede reelt interesserede i, hvad der skete på scenen – og selvom ‘Doomsday’ klingede i salen og mindede os om, at der er en dag i morgen, hvor Metallica ikke længere er, fremstod Architects ikke som erstatningen.
Som ’Animals’ klingede ud var der ingen tvivl om, at Architects ikke var et godt match. Hverken med lyden i Parken eller med publikum. En skam, men den sidste del overraskede vel egentlig ikke så mange?