Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Afhuggede hoveder og kabler

Updated
Strychnos1200_72A7765
Strychnos1200_72A7756
Strychnos1200_72A7850
Crocell1200_72A7533
Crocell1200_72A7602
Crocell1200_72A7627
Thus1200_72A7395
Thus1200_72A7487

Trods konkurrence fra Metallica og EM i fodbold var der alligevel tryk på dødsmetallen, da Strychnos, Crocell og Thus gæstede Aalborg.

Kunstner
Titel
+ Crocell + Thus
Dato
15-06-2024
Fotograf
Kent Kirkegaard Jensen
Karakter
3

Strychnos kæmpede sig gennem rigeligt med udfordringer for at give et show i Aalborg lørdag aften, og vandt alligevel kampen klart.

Fodboldanalogierne ligger lige til højrebenet i disse tider, hvor der udenfor Studenterhuset er opsat storskærm på Gammel Torv, så alle kan følge med i EM. Lørdag aften spiller Danmark trods alt ikke, men andetsteds giver Metallica koncert fredag og lørdag i hovedstaden. Der er således masser af undskyldninger for ikke at være til dødsmetal i Aalborg, og alligevel er der mødt folk frem fra nær og fjern.

Første band på plakaten er aarhusianske Thus. De har lige været forbi samme spillested for et par uger siden, hvilket de da også gør opmærksom på fra scenekanten. De vandt Wacken Metal Battle i finalen på Gimle i Roskilde, og nu varmer de op for Strychnos og Crocell som forberedelse til deres koncert på Wacken Open Air i august måned.

Thus gør det udmærket med deres melodiske dødsmetal og viser, at de nok skal præsentere landet fornuftigt syd for grænsen. Akkurat som mange håber, at landsholdet også gør samme sted i disse dage.

Thus

Også fra Aarhus er Crocell. De har nye sange med og giver en udmærket koncert. Særligt på deres midtempo-numre er de gode og den nye single 'Search of Solace' går rent igennem, mens også en af de ældre i 'The Age of Iron and Rust' lander tungt og godt i de fremmødtes øregange. Crocell har deres nye guitarist Mads Gath, som nogle måske kender fra Mordax, The Petulant m.fl., med til Aalborg for første gang. Forsanger Asbjørn Steffensen indrømmer da også, at Crocell har været for længe om at komme retur til byen.

Heldigvis spiller de godt og får luftet nye numre fra den kommende plade. Udover 'Search of Solace' får Aalborg også titelnummeret på den nye plade, 'Of Frost, of Flame, of Flesh' samt 'Chanting Fire'. Så klarer man, at de ikke har de gamle hits som 'Winter is Coming' og 'The Wretched Eidola' med. For de nye numre kan altså noget, og vi ser frem til, at pladen udkommer senere på måneden.

Crocell

Strychnos går på som hovednavn og sprøjter teaterblod ud over publikum, mens de kværner sig gennem 'A Mother's Curse', og hurtigt buldrer videre i 'Blessed be the Bastard Reign'. Men pludselig kvæler trommesættet lyden på guitaren. Et bækken vælter og skærer simpelthen kablet til guitaren over, så Strychnos for første gang i karrieren må afbryde et nummer. 

En kort pause, og så er Strychnos klar igen og annoncerer tørt, at de har lavet en sang til, hvis man er nødt til at kvæle sit spædbarn, og så går de i gang med 'Choking Salvation', der hurtigt går over i den tunge 'Carnival of Tragedy'. Trioen spiller heftigt, og publikum kan lide det.

Der bliver også plads til sangen 'Black Banners', der blev udgivet på en EP tilbage i 2011 og som ifølge forsanger og bassist Martin Leth Andersen er fra før publikum blev født. 'Stanken af Dyd' og 'Manus Nigra' gør kun Studenterhuset mere opsatte på dødsmetal, og det hele kulminerer i åbningsnummeret 'Winds Warning the Final Storm' fra seneste plade 'Armageddon Patronage'. Det er den sidste storm fra Strychnos i denne ombæring, og det er lige akkurat hvad publikum har brug for. En times tung dødsmetal serveret råt og råddent.

Sådan en trio må gerne komme igen. Snart.

Strychnos