Copenhell 24: Publikums fortjeneste
Det blev for meget og for ensformigt, men Thy Art Is Murder fik alligevel sat pulsen i vejret og sendt støvet i luften.
Af logistikmæssige årsager skiftede Thy Art Is Murder scene, få dage før startskuddet til dette års Copenhell. Sådanne udfordringer opstår og bliver normalt altid løst behændigt – og hvorfor skulle det australske deathcore-band ikke også kunne fylde hovedscenen?
Kvintetten har trods alt tidligere haft succes med at trække publikum til. I 2018 fik vi endda en særdeles velspillet koncert, der bød på det bedste bandet havde dengang, gode covers og et indlevende sceneshow.
Forhåbningerne til en gentagelse var naturligt store.
’Destroyer of Dreams’ blev da også mødt med et fint fremmøde i den brede pit. Vi skulle heller ikke langt ind i åbningsnummeret fra bandets seneste udgivelse, ’Godlike’, før moshen var pivåben, for alle, der havde lyst til at deltage, deltog. Der var et konstant liv gennem hele koncerten, om det så var generel mosh, uendeligheds circlepits eller en af de største wall of deaths, scenen har set endnu, i år. Ja, vi fik endda en skør robåd midt i det hele. Publikum var kommet for at danse, og der blev danset.
Det var en tændstik på et knastørt bål. Tyler Miller behøvede nærmest ikke åbne munden, før en circle pit var i gang. Bandet slap endda næsten afsted med at spille en alt for lang setlist, med alt for mange nye, mindre interessante indslag. Energien kunne mærkes fysisk, ikke mindst i lungerne, der blev fyldt med støvet fra pladsen. På scenen kneb det lidt mere med energi. Det var nærmest en gentagelse af Avenged Sevenfold. Miller travede rundt og beordrede igangsættelse af diverse fysiske udfoldelser, mens resten af bandet stillestående så på.
’Death Squad Anthem’ gav os en kæmpe wall of death – bandet stod stille. ’Blood Throne’ startede noget der lignede en evigheds circle-pit – Thy Art is Murder så roligt på. Folk sad på jorden og legede robåd – ingen kommentarer fra kvintetten. Men hvorfor også løfte en koncert fra god til ekstase?
Man følte ellers potentialet til netop ekstasen fra første riff. Da ’Make America Hate Again’ ramte som fjerde nummer, fik vi endda et tidligt højdepunkt. Derfra gik det slag i slag, indtil ’Puppet Master’ lukkede for pitten, og solen sendte et gennembanket publikum ud for at slukke tørsten. Pitten havde en fest – de fleste, der sad eller stod bagved, havde en lidt mindre fest. Helviti var uden tvivl for stor til Thy Art Is Murder. I hvert fald den energiløse version af bandet, vi oplevede i dag.