Copenhell 24: Fremragende booking!
Et af årets helt store spørgsmålstegn på dette års Copenhell, leverede en af de overraskelser, man som publikum kun kan håbe på.
DeathbyRomy er en af de kunstnere på årets Copenhell, der for alvor signalerer festivalens lyst og mod på at skubbe til grænserne for det danske (og tilrejsende) publikum. En sing-songwriter, der primært beskæftiger sig inden for alternativ pop, dark pop og trap. For nogen et kæmpe mis-match, for andre en spændende og kærkommen mulighed, for at opleve de mange forskellige facetter mørket kan byde på, som Carsten Holm tilsvarende præsenterede amerikanske Romy Flores og band.
Vi fik godt nok ikke så mange facetter. Vi fik derimod et mere klassisk setup. Trommeslager, bassist, guitarist og sanger. En simplificeret beskrivelse af hvad der hurtigt viste sig, at være et af dette års helt store overraskelser og ganske mindeværdige koncerter. Og mørket var til stede i overflod, trods høj sol.
DeathbyRomy fremstod som en kamæleon. En ulv i fåreklæder, der forførte med indlevende kompositioner. Poppen, det alternative og de mange beats, fik selskab af guitar og en bund af bas, der kunne matche mange af de andre bands, vi har set på Hades.
’Vicious Bliss’ indledte bandets tour de force. Energisk eksekveret og med en bund, der skabte vibrationer i det hårde betonunderlag. Der var ikke så meget snik-snak, blot fuld fart på bandet. ”I don’t know how you’re feeling today, Copenhell, but I’m feeling good” konstaterede Flores, som den korte introduktion til den sprudlende ’I Feel Good’.
Man følte bandet gennem hele koncerten. ’Hellhound’ var en betændelse af en performance, hvor den medbragte tour-bassist greb mikrofonen og leverede en hæftig ping-pong med Flores. Utroligt indlevende og succesfuldt, fik bandet hevet folk ind i den varme eftermiddagssol og ditto succesfuldt skabt mere end en circle-pit. Nuvel størrelsen var beskeden, men det lykkedes gennem koncerten af fastholde publikum og tilsvarende hive nye ind, i det konsekvente mørke. Der, hvor vi alle er blege og sjældent har det rigtig godt.
”Today is a beautiful day” konstaterede Flores tørt, fulgt op af “This is a song about crashing my car” – nærdødsoplevelsen, der er udgangspunkt for nummeret ’Crash’, føltes præcis så klaustrofobisk og ubehagelig, som man kan forestille sig. Energien blev suget ud af scenen, som flammerne stod omkring bandet og den ubehagelige oplevelse manifesterede sig foran Hades.
Det var en koncert med mange højdepunkter og nærmest intet low. ’DNA’ fremstod som indbegrebet af den bølge af unge kvindelige kunstnere, vi pt. oplever tage over. De, der mixer alt og ikke er bange for at tage teten. ’No Mercy’ fik Hades til at hoppe og da det hele var slut og ’Day I Die’ naturligvis havde sat sidste punktum, var der med al sandsynlighed en god andel koncertgængere, der havde fået en rigtig god oplevelse.
Den store ”hage” ved, hvad udelukkende var en succes i Copenhells booking historie, er naturligvis, at den DeathbyRomy man kender, ikke har et medrejsende rock-ensamble. Derved også sagt, at publikums-udfordringen nok var mindre i realiteten end på papiret. I en sådan grad, at Claus Holm nok ikke havde behøvet ”advare” os. Alligevel fik vi torsdag, tidlig formiddag en virkelig god forsmag på, hvad fremtiden for Copenhell kunne inkludere.