Copenhell 24: Coreys coverband extravaganza
Populær
Det kan være vanvittigt hyggeligt at se et indlevende coverband fyre den af – men behøver det være på Copenhells hovedscene?
Hold kæft hvor vi hygger. Corey Taylor er tilbage på Copenhell og det er indbegrebet af velbehag og god stemning – her er ingen tegn på sygdom, som ellers har præget sangeren. Det er ikke rigtig solrigt, men vi finder varmen i selskabet. Vennerne. Os, bandet, alle - vi krammer fra første sekund Taylor åbner munden. ‘Post Traumatic Blues’ fra ‘CMF2’ åbner festen, der viser sig at være en art musikalsk lagkage i tre lag.
Det første lag er den stabile bund. Det er dog mere et mudret, halvbagt fundament, der står skævt og usikkert. Men hold nu op, hvor vi hygger, sludrer, henter øl og hopper fjollet rundt til Taylors egne numre. Det er indiskutabelt mere hyggeligt end det er interessant. ‘Black Eyes Blue’ er ligefrem småkedelig live. ‘We are the Best’ har dog et tempo, der giver en begrænset del af publikum lyst til at cirkle rundt om hinanden i pitten - energiniveauet er højt på førstedagen og lysten er stor. Det er nok meget godt, at det ikke er lørdag.
Det er ikke meget der er at komme efter i frontmandens eget materiale. ‘Beyond’ er højdepunktet om man vil. Nummeret er lidt mere bøllet, trommerne rammer godt og bandet rocker som har de aldrig spillet noget mere ophidsende. Sandheden er dog, at det er på grænsen til at være trivielt. Man forvirres nemt, Er dette Copenhell eller Grøn Koncert? Selv ikke Taylors kæmpe smil og eminente scenetække kan redde det usmagelig bundlag.
Andet lag i Taylor-kagen er naturligvis Stone Sour. Det er et lidt sjovere lag, med lidt flere nuancer. ‘Made of Scars’ og ‘Through Glass’ – så er vi tilbage på Copenhell. Det selvom ‘Song #3’ falder hårdt til jorden, mens man overraskes over, at ’30/30-150’ ikke er blevet fløjet med fra Tyskland, hvor bandet senest spillede. Grundlæggende lyder det godt, til trods for at vinden har sit tag i Helviti. Selv Coreys medbragte husorkester rammer nogenlunde formen. “Before I Forget, this is my band. It’s not that good” introducerer manden i front, inden han laver rullefald hen af scenen. Sikke en joker – hvis det da bare var en joke.
Corey ruller os lige ind i det tredje lag, som naturligvis er Slipknot. Tilsvarende naturligt får vi ‘Before I Forget’ – knapt så vellykket riffet igang. På samme vis serveres ’Duality’, hvor backingbandet heller ikke helt formår at leverer. Det lykkes dog på ’Snuff’. Primært fordi Taylor tager den alene og akustisk (se Corey, vi kan også joke!). Corey lyder godt. Man kan ikke pille professionalismen ud af manden, selvom han nok primært er hyggeonkel i dag. Bandet derimod. Det lyder mest af alt som et halvdårligt coverband – og det er desværre hvad vi langt hen af vejen reelt er vidne til. Et hygge-projekt og et coverband, der qua frontmanden har fået en ufortjent placering på festivalens hovedscene.
Det tredje lag er alligevel det relativt bedste, men desværre også det mindste.
Som kompensation har Corey gavmildt fyret pynt på toppen. I uanede mængder. Sjove indslag som det forventede SpongeBob SquarePants tema, ‘From Can to Can’t’ fra den fine Sound City-plade, en hyldest til konen derhjemme, masser af positiv attitude, og ja, hygge. Fuck det er hyggeligt – og ikke så meget andet
Som en festivalgænger tørt konstaterede efter coverseancen var afsluttet: ”Nu kommer solen da i det mindste”.