RF 25: Powerviolence mod magthavervold
Casket Spray betyder bårebuket, men det københavnske powerviolence-band lød meget levende, og havde ingen ambitioner om at være dydige liljer.
Der var lidt ballade med lyden i begyndelsen af Casket Sprays koncert, der, i metaløjemed, åbnede Roskilde Festival søndag eftermiddag. Trommerne, især tammerne, overdøvede i starten alt andet, men heldigvis kom der bedre styr på lyden igennem koncerten.
First Days er en fin trædesten for bands fra undergrunden, men der er altid den der usikre følelse forbundet med det, når der er tale om punk, hardcore, powerviolence og lignende genrer. Kan man “oversætte” musik, der er skabt til interaktion med publikum, til sceneadgang for publikum, stagediving og moshpits, til et større og mere neutralt rum?
Den knude lykkedes det fint for kvartetten at løse. Gaia fik et skud K-Town-energi, og selv om de kulturelle koder krydsede hinanden, da en del af publikum begyndte at ro, som var det en Amon Amarth-koncert, så endte det alligevel med en ganske hæderlig circle pit.
Casket Spray spiller som sagt powerviolence, men der er også et godt skvæt sludget og doomy stemning i mikset, og det er bestemt en effektiv og også stemningsskabende blanding. Den korte koncerts spilletid taget i betragtning kunne det måske tolkes som et sært valg at bruge tid på at holde tale om situationen i Gaza, men i disse tider, hvor pro-palæstinensiske stemmer søges undertrykt og fortiet (der kigges anklagende i retning af BBC), er det jo vigtigt at råbe op om det aktuelle folkemord i Gaza, så tak for det.
Et højdepunkt for mig var ‘Terminarch’ fra københavnernes selvbetitlede og anbefalelsesværdige debut, og generelt var koncerten velspillet nok til at være underholdende og medrivende, men ikke så perfektionistisk, at energien og råheden døde. Et godt eksempel på dette var trommeslager Elias’ blastbeats, som sad lige i skabet. Perfekt aggressive og brutale og ikke så “rene”, at det lød mekanisk og ufarligt. Oven i det lå bassisten Parsons og guitaristen Adam fint og svingede mellem groove og grovhed. Meagan på vokalen var uhyre rytmisk tight og også ekspressiv, og et afsluttende lynvisit af David fra Decorticate (hvis ikke min ansigtsblindhed narrer mig) var en fin bonus.
Alt i alt tegnede der sig et billede af en fin koncert, som dog kunne have nydt godt af en anelse bedre balance i mikset, men den tanke, der kunne være svært at slippe var, at det garanteret er federe at se Casket Spray på en mindre scene. Samtidig under jeg virkelig bands fra undergrunden denne chance for at nå bredere ud. Den knude lykkedes det mig ikke at løse i mit sind, men måske skal nogle knuder slet ikke løses. De skal hugges over med et blastbeat og et skrig, og det var Casket Spray leveringsdygtige i.