RF 25: Guide til opvarmningsdagene
Er du er den støbning, der allerede ligger i telt på Roskilde fra søndag, så læs her vores anbefalinger til de rock- og metalrelevante navne, du bør tjekke. Casket Spray og Vægtløs åbner løjerne søndag.
SØNDAG
CASKET SPRAY – Gaia, kl. 16:30
Casket Spray går stærkt. Casket Spray er grimt, skramlet og utilpasset. Lige meget hvor meget vi godt kan lide Casket Spray, kan Casket Spray nok ikke lide nogen. Og sådan skal det også være.
Casket Spray spiller core. Grind-, hard- og fast-. I den rækkefølge. Københavnerkvartettens debut kom som en tidlig julegave af snask og urenset afløb tilbage i december, og udgivelsens ti skæringer på lige under det samme antal minutter oser af overskud, vrede og ødelæggelsestrang. Med andre ord: Casket Spray kunne snildt blive din nye sommerferie-forelskelse.
VÆGTLØS – Eos, kl. 22:15
Det har ikke skortet på roser til Aalborg-kvartetten med følelserne uden på tøjet og black metal, screamo og hardcore inde under vesten. Vi kan også kalde det post-metal. Uanset hvad man kalder det, er musikken vedkommende og rørende. Vi gav deres debutalbum fem ud af fem mulige kasser, og sangene handler om døden, men mindst lige så meget om kærligheden, og live foldes de ud med en sjældent gavmild ærlighed. Har du ikke set dem før, så bør du gøre det her. Og har du set dem før, har du stensikkert lyst til at se dem igen.
MANDAG
ROSA FAENSKAP – Gaia, kl. 21:15
Queer norsk hardcore med black metalliske inspirationer? What's not to like? "Rosa Faenskap erstatter corpsepainten med eyeliner og regnbueflag", som Roskilde skriver i deres program. Nogle får sikkert allerede den true kaffe galt i halsen, men vi har tænkt os at se, om der er noget at komme efter i faenskabens genrebøjende mash-up. Det er tilmed samtidig den norske trios debutkoncert på dansk grund.
WEDDING – Gaia, kl. 23:00
Hvis du skal se Nine Inch Nails senere på ugen, anbefaler vi dig at give de danske debutanter i Wedding et skud. Det er elektronisk musik med klare 90'er-referencer, men det kan være dystert stampende som Joy Division. Selv lover Roskilde, at Wedding bygger bro mellem klubstemning og rockkoncerten. Holder det mon stik?
TIRSDAG
SPLIT – Gaia, kl. 19:45
Det er ungt, og det er vildt. Purunge Split spiller hardcore med en metallisk vildskab uden at give køb på lyden af klassisk New York-hardcore. Der er fart over feltet og plads til de livgivende breakdowns, når kvintetten fra Amager brøler sig vej ud i hovedet på publikum.
Bandets debut-EP så dagens lys i foråret og indeholdt fine gæsteoptrædener fra såvel Dethrxner som Lifesick. Splits energiudladning vil være en fabelagtig måde at løbe sin brandert af på.
SKT. DELARGE – Gaia, kl. 23:00
Rapperen og produceren Skt. DeLarge blander noise og ond elektronik ind i sin hiphop, der konstant svinger mellem afstumpethed og poesi. Lidt ligesom navnet, der både nikker til helgener og den psykopatiske voldsmand Alex DeLarge fra Stanley Kubricks mesterværk ‘A Clockwork Orange. Forvent masser af basfrekvenser og en chance for at dyrke mørket og tyngden i musikken på en ny måde.