Copenhell 25: Veleksekveret tomgang
Syracusæ sætter Colombia på metallens verdenskort med tre kvarters teknisk velsmurt progdød – og for en stund er vi alle latinoer!
Det er i hvert fald, hvad vi lader os fortælle, da sanger Tomas Perez tidligt i sættet erklærer sin kærlighed til denne festival og til det stærke eftermiddags-fremmøde her på skovscenen:
“If you’re from Denmark or anywhere around here – put your fist up, because you’re a latino now!”
Det er da også nemt at italesætte deres baggrund, for Colombia har vitterligt ikke historisk gjort sig synderligt bemærket for deres bidrag til metalscenen, og derfor er det helt forståeligt noget særligt at trække sådan en kanin op af bookinghatten – men hvad er det så lige, som Syracusæ kan?
Under forberedelserne så jeg både prædikater som metalcore, progdød og djent kastet efter dem – og det giver på sin vis alt sammen mening. Ikke mindst prog/djent-faktoren, hvor den der ting med at have påfaldende mange strenge på gribebrættet taler sit eget, tydelige sprog, og hvor der også i stor stil bliver talt andre takter end 4. Perez har et solidt drive, som han pisker rundt på scenen, op på sit trinbræt, kommanderer råbende og hidsende som for at råbe alle op i gear.
Og det er da også tiltrængt, for deres komplekse kompositioner er ganske vist nem musik at circlepitte til – hvilket Gehenna-fremmødet demonstrerer i levende solskin – men det er også nemt blot at fortabe sig i den bastante vildskab. Friskt udhvilet tager jeg alligevel mig selv flere gange i at miste fokus og bestemt ikke, fordi Syracusæ ikke har styr på, hvad de laver. Diego Rodriguez (guitar) og Mono Snow (bas) har vævet deres figurer tæt sammen, og med en virkelig velsmurt maskine som Alejandro Perez Schuster bag trommerne har Syracusæ det tekniske helt på det tørre, hvor der også bliver gjort rigeligt brug af warr guitarens virkemidler i form af at bruge gribebrættet som et keyboard, når djentfaktoren strammer til.
Det er alt sammen fint og flot, men samtidig virker det også unødvendigt, selv for en progmand som undertegnede. Stiløvelser er der mange af her, og bandet virker stadig til at skulle pudse kanterne af for at finde en lyd, der får dem til ikke blot at drukne i det bundløse hav af bands, der spiller på selvsamme tangenter.
Det er den massivt høje kadence og det stramme samspil, der får skoven til at leve, og det kan da også noget i sig selv lige i øjeblikket – men ville jeg huske den her koncert, hvis jeg ikke skulle skrive om den? Ingen disrespekt, men ærligt talt hell no!
Syracusæ er bestemt sympatiske, og vi forstår fuldt ud glæden fra scenekanten for at komme ud og prøve kræfterne af på den anden side af Atlanten. “Thank you for making us feel young” og alt det der. Jeg ville også ønske, at glæden var mere gengældt, men det smagte lidt for meget af tomme kalorier, smidt ind for lige at få energiniveauet op tidligt på andendagen. Og som sådan gjorde det da også sit til at få løbet krudtet af i pitten – men desværre ikke så meget mere end det …