Copenhell 25: Enhjørningernes invasion
Paraderne var høje, og Gloryhammer gjorde sit til at holde fjollekvoten højere – en loyal garant for at få skilt fårene fra bukkene.
Navnet Christopher Bowes ringer muligvis ikke en klokke hos mange, selv ikke i power metal-kredse. Men nævner du Alestorm, som han er keyboardist i til daglig, så er det straks en anden sag. Et band, som har det med at dele vandene, ikke mindst pga. deres uhøjtidelige partymetal-tilgang og trademarkede gigantiske badeand.
Well – hører du så Gloryhammer i den kontekst, så er det ikke ligefrem svært at høre, hvordan de to bands hænger sammen i ånden. Eller fraværet af samme.
For hey, det er vitterligt ikke ånden, der skinner igennem her, så meget som det er viljen til at skabe en fest. Uforpligtende morskab med et kæmpe slot som scenekulisse og med et væld af tekster om en verden ulig vores. En fantasiverden, hvor krige smager lidt mere harmløse, end de gør i øjeblikket, og hvor vi faktisk helst bare skal have det sjovt – og hey, det har vi da så!
Indledningsvis med Tom Jones som papskilt i naturlig størrelse, mens ‘Delilah’ luner hofterne op – og så følger ellers den fulde Gloryhammer-pakke råt for usødet. Sozos Michael, den indskiftede sanger, ligner med sit røde pandebånd, imiterede brystskjold og flashy spandexbukser én, der snildt kunne have sin vante gang i Steel Panther, og farhumor-barren er da også på samme niveau, omend alt det seksuelle her (gudskelov!) er erstattet med tekster om hamre, slotte, enhjørninge og, ja, flere hamre!
Sjov-og-ballade-metal for alle pengene, til dem der vil nyde den slags. En verden jeg selv betræder varsomt, og selv hamre og enhjørninge kan også godt blive for meget af det gode. Lidt musikalsk substans kan man vel godt kræve, når man skal lægge øre til dem i en hel time?
Fra første færd sendes jeg tilbage til en svunden ungdom, hvor Rhapsody var en hyppig spiller i teenage-bofællesskabet, inden Michael statuerer det åbenlyse:
“If you couldn’t tell by the giant castle – WE ARE GLORYHAMMEEER!”
Bassist James Cartwright får, til soundtracket af Richard Strauss’ ‘Also Sprach Zarathustra’, demonstreret sin evne til at powerchugge fadøl, inden Sozos Michael atter minder os om, hvilket univers vi befinder os i, med kampråb som “Sword! Hammer! Battleaxe!” Kan Gloryhammer overhovedet blive mere Gloryhammer end det her? Det skulle da lige være, da en grøn goblin hopper ind på scenen med sin kæmpe hammer, som Michael “kæmper” sig til, og så bliver hammeren ellers hævet til den store guldmedalje!
Briterne kan tydeligvis på deres kram, og kadencen er konstant høj et sted i power metallens aldeles uhøjtidelige afkroge, hvor Dragonforce og Rhapsody kunne nævnes som ligesindede, med masser af plads til at være tongue-in-cheek, som i eksempelvis ‘The Unicorn Invasion of Dundee’, som Michael passende indleder med at statuere, at "I rode into war on a unicorn …” - jamen selvfølgelig gjorde du da det.
Små detaljer, som den der klassiske sangskrivningsfinte i ‘Universe on Fire’ med at holde hele nummeret i én toneart og så lige hæve den een tone i den afrundende encore, virker effektivt, og som sådan kan vi egentlig ikke udsætte noget større på deres musikalske værktøjsskab.
Gloryhammer ved man uden tvivl hvor man har. Og al kredit til dem, der vil festen, for dem er der absolut mange af på Hades denne dag. I mine, mindre power-inklinerede ører savner jeg dog mere substans end at skulle svare på, om jeg er klar til den der enjørningeinvasion,, men måske jeg bare ikke er fuld nok?