Copenhell 25: It's Poppy!
Poppy leverede et visuelt stærkt og karismatisk show på Copenhell, men den polerede guitar og manglen på rå energi gjorde koncerten overraskende tandløs.
Der var god energi på Hades-scenen, da Poppy indtog pladsen foran tusindvis af nysgerrige festivalgæster i aftensolen. Med sin karakteristiske blanding af pop, metal og cyber-æstetik havde den amerikanske kunstner tydeligvis trukket mange til for at opleve noget anderledes – og Poppy leverede bestemt et show, der skilte sig ud fra dagens øvrige line-up. Spørgsmålet er bare, hvor meget af det, der egentlig bed fra sig.
Aftenens sæt havde fokus på hendes seneste album, 'Negative Space' (2025), samt gennembrudspladen 'I Disagree' (2020), og der blev ikke sparet på teatralske virkemidler. Bandet trådte ind iført sorte elefanthuer og indtog scenen med anspændt, anonym tilstedeværelse, mens Poppy selv – i en slags gotisk skolepigeuniform – dansede mellem mareridts-pop og poleret industrial.
Koncertens store force lå i æstetik og stemning. Lysshowet, koreografien og hendes mekaniske, til tider nærmest marionetdukke-agtige bevægelser skabte en følelse af iscenesat, kold fremmedgørelse, som passede perfekt til hendes kunstneriske persona. Der blev sunget, skreget og poseret – og i numre som 'Concrete' og 'I Disagree' fungerede kontrasten mellem sukkersød vokal og metalliske brud glimrende. Publikum kvitterede med en større pit end fortjent, hvilket klart afspejlede Poppys succes med at tiltrække og fastholde de fremmødte.
Men trods showets visuelt stærke udtryk føltes koncerten også overraskende tandløs. Især guitaren – et centralt element i Poppys crossover-univers – manglede det mindste glimt af farlighed. Den var så poleret og indpakket, at man til tider glemte, man var til en metalfestival. Der var hverken tyngde, støj eller råhed i det ellers potentielt voldsomme lydbillede. Det hele føltes mere som en Spotify-venlig gengivelse af pladematerialet end en sveddryppende liveoplevelse.
Et nummer som V.A.N., oprindeligt udgivet af Bad Omens med vokalsamarbejde fra Poppy, der er et maskinelt og aggressivt skæringspunkt mellem hyperpop og industriel metal, burde have væltet Hades-scenen. Men live kom det aldrig rigtig op at flyve. Det manglede nerve. Og netop det var koncertens gennemgående svaghed: Poppy skabte illusionen af noget farligt og spændingsfyldt, men holdt sig alligevel for langt væk fra kanten.
Når det er sagt, skal det anerkendes, at koncerten havde sine momenter. Poppy er en karismatisk performer, der ved, hvordan man ejer en scene, og publikum var med hende hele vejen. Der blev både danset, moshet og råbt, men man blev primært efterladt med følelsen af at have set giraffen frem for en egentlig musikalsk oplevelse.
Poppy leverede et solidt og visuelt overbevisende show, der dog manglede bid og rå energi for at blive mindeværdigt. En mellemting mellem koncert og performancekunst – flot og glat, men aldrig farligt.