Copenhell 25: Attitude over indhold
Til trods for gode momenter, viste Kittie onsdag eftermiddag hvorfor bandet aldrig rigtig har været relevant eller interessant.
Når man ser tilbage på den bølge af navne, der væltede frem som ukrudt i slut-90’erne og start-00’erne, har de fleste nok deres minder og præferencer. Mange af tidens store bands har siden gæstet Copenhell og skabt uforglemmelige øjeblikke. Det gjorde Kittie ikke – ligesom canadierne heller ikke var særligt interessante dengang.
Og det er der egentlig mange gode grunde til. Dels fordi Kittie, trods syv udgivelser siden debuten i 1999, aldrig rigtig har været et interessant band. Dels fordi de, ud over ’Brackish’, ikke har udgivet noget nævneværdigt. Og dels fordi lyden – som så ofte før – ikke var imponerende på Pandæmonium-scenen.
Hvis Kittie er kendt for noget i deres musikalske virke, så er det deres aggressive attitude og rå, kompromisløse udstråling. Denne eftermiddag mødte de da også op med masser af selvtillid og pondus – især forsanger, guitarist og eneste tilbageværende originalmedlem Morgan Lander stjal billedet med både vokal styrke og sceneautoritet. Hun var uden tvivl koncertens største aktiv og bar det meste af energien på sine skuldre. Hendes growls og skrig var overbevisende, og det var ærligt talt det bedste ved hele koncerten.
Musikalsk var oplevelsen en smule undervældende. Som det ofte er, når man booker et navn, der aldrig for alvor har været relevant. Når Kittie skruede tempoet op og flirtede med thrash-elementer, fungerede det til dels, mens de indbyggede nu-metal-træk fremstod forældede og flade. De lød mest af alt som relikter fra en svunden tid, snarere end som interessante eller friske indslag.
’Fire’ fra bandets 2024-udgivelse af samme navn åbnede koncerten, og derfra gik det slag i slag, indtil vi – naturligvis – landede i den velkendte ’Brackish’, hvorefter bandet lukkede med ’We Are The Lamb’. Intet af det efterlod et varigt indtryk. Man fristes næsten til at sige, at det føltes som at tælle får. Det mest mindeværdige fra koncerten, og formentlig det eneste, der vil blive husket, var Landers attitude og hendes solbriller, som begge var markante.
Kort efter gik publikum videre til næste koncert, og Kittie forsvandt igen i glemslen. En prut på en varm sommerdag – mere ildelugtende end imponerende. Heldigvis var det dog en tand bedre end den energiforladte indsats, Employed to Serve leverede tidligere samme dag, da Kittie oprindeligt skulle have spillet.