Copenhell 25: It’s Bratney, Bitch
Under den bagende sol fik vi en underholdende koncert med amerikanske Brat, der Barbiegrindede og refererede til popmusik.
Gehenna var godt varm, så man kunne godt have Brat undskyldt for ikke at få folk i bevægelse, men det lykkedes nu meget godt for New Orleans-kvartetten, som ofte beskrives som bimboviolence eller Barbie-grindcore. Med en kombination af snippets af pop- og dancemusik og fint grindende sange lykkedes det gruppen at få sat gang i publikum med deres umiddelbart ikke alt for dybe, men til gengæld underholdende sange som den indledende ’Ego Death’, efter en omgang Scooter, det internetpopulære Heart-cover ’Barracuda’ og kombinationen ’Baby One More Time’/’Hesitation Wounds’.
Sammen med sanger Liz Selfish’ cheerleader-moves og knurrende stemme og bandets underholdende samspil var det en fin oplevelse, omend måske ikke en, man vil huske i mange år efter. Men mindre kan heldigvis også gøre det. Blandt højdepunkterne var den langsomme og tunge ’Slow Heat’, den skarpt huggende ’Truncheon’ (inklusive Madonnas ’Material Girl’) og den ondsindede afslutter ’Bitch Muscle’.
Lige så sjovt og vel også for nogle provokerende lån fra popverdenen er, lige så gimmicky føltes det også lidt. Jeg tror såmænd, at bandet har en ægte kærlighed til de ting, de låner ind i deres musik, men det føltes også en smule for konceptuelt. Ikke desto mindre var det stadig en vellykket koncert, og det gjorde bestemt ikke noget at se grindcore gennem lyserøde brilleglas og få trænet vores bitch-muskler denne fredag eftermiddag på Gehenna.