Copenhell 25: Støvet opvarmning
En god bastard af svedig, støvet tungrock, sludgy blues og så lige lidt metal udgjorde en godkendt start på festivalens anden dag.
For de morgenfriske på Copenhells anden dag bød Hades-scenen på stonerrock med masser af groove og en sjat metal i ny og næ. Et band, der roste Danmark for at være rent, mens vi som publikum stod midt i noget, der mindede om en støvtyfon og måske ikke følte os så rene, som påstået fra bandet der i øvrigt selv spillede til den herligt beskidte, støvede side.
Bastardane er et nick-name for en kemisk forbindelse – eller måske noget som trommeslager/vokalist har hørt fra barnsben, når han har hørt sin far komme træt hjem fra øver/studie/tour og har beklaget sig over "that bastard Dane!" Castor Hetfield er ganske rigtigt søn af James Hetfield. Tidligere har Copenhell booket andre "børn" af folk fra de store bands, som f.eks. Steve Harris' søn, George Harris, i The Raven Age og Corey Taylors søn, Griffin Taylor, i Vended.
Der var ikke voldsomt pakket foran scenen, hvilket som sådan var forventet. Men efter at have spillet sig selv og lydmanden varme, så lød det hele ganske godt, og samtidig smittede det gode, afslappede humør fra scenen, og folk rykkede lidt tættere på og rykkede med den velspillende trio.
De var tydeligvis et band, der havde brugt mange timer i øveren, for at gøre noget, de i høj grad nød: At levere det fra scenen. Det var tæt sammenspillet og med overskud til at komme lidt rundt på scenen - altså de to, som ikke spillede trommer, forstås. Den primære vokal kom fra bassist Jake Dallas, og det klarede han ganske fint, men der var bare lige noget ekstra råt og med en særlig melodisk nerve, når Castor Hetfield tog et vers eller et omkvæd i en sang. Han har det selvfølgelig heller ikke fra fremmede. Bassistens og trommeslagerens vokal stod dog godt til hinanden, så større var forskellen heller ikke.
En hyggestund med et velspillende band
Bastardane lød som noget, der var vokset op på et Corrosion of Conformity, der flettede fingre med The Mars Volta, alt imens Black Sabbath vogtede over dem. Og så blev det leveret med en udmærket variation, så det både kunne være tungt for at gå i uptempo i det næste nummer.
Til slut spillede de 'Above all' fra 'Is This Rage?'-albummet. Det var ikke vrede eller rasende. Men det var hyggeligt og absolut en godkendt start til den første kop øl, kaffe eller vand.