Copenhell 25: Veloplagt hjemkomst
Mnemics homecoming blev en rejse ned ad ungdommens gade og viste overraskende aktualitet i et stramt spillet sæt, hvor næsten ingen fingre sad forkert.
2. Ghost
3. Bloodstained
4. Jack Vegas
5. The Naked And The Dead
6. Overdose In The Hall Of Fame
7. Dreamstate Emergency
8. Diesel Uterus feat. Asger Rostbøll Mygind / VOLA)
9. Liquid
10. Door 2.12
Jeg trådte mine ungdomssko i det jyske, og således var jeg (naturligvis) med på beatet, da Mnemic blev noget, vi begyndte at tale om dengang i 00’erne. Ikke mindst i kraft af det aalborgensiske bands aarhusianske islæt blev Mnemic dengang en vej ind i en genre, som jeg ellers kun havde ofret et øjenbryn, for dengang gik man op i genrer. Det gik heldigvis over og fast forward til Copenhell i 2010, hvor Mnemic spillede på den allerførste udgave af festivalen, der efterhånden er allemandseje. Der var jeg desværre ikke selv tilstede, men der skal et anerkendende nik i retning af Copenhells booker for at se værdien i at få det gendannede Mnemic ind på programfladen i 2025. Og selvom Mnemic har været inde og ude - og har skiftet lidt ud på vokalen, så er deres musik overraskende nutidig, taget i betragtning af den tid, deres bagkatalog blev skrevet i.
Mnemic fik deres homecoming. Om det blev det, de drømte om, ved jeg ikke. Det ville være en overdrivelse at kalde Hades fyldt, men de, der var mødt frem, var dedikerede. Der var massiv overvægt af den charmerende aalborgensiske dialekt blandt de forreste til koncerten, og hjemmepublikummet var ellevilde.
Det var bandet også, og deres ubesmittede, næsten ydmyge glæde over at være tilbage på Copenhell var både smittende og rørende. Musikalsk sad hele sættet fuldkommen snorlige, og i modsætning til koncerten på naboscenen en times tid forinden var stage presence ikke noget, der manglede hos Mnemic. Klædt i bedste crooner-stil styrede frontmand Michael Bøgballe publikum med nænsom, nordjysk hånd, mens Tomas ‘Oberst’ Kofoed på bas som altid var udtryksfuld og i øjenhøjde med publikum. Sættet blev en lang række af bangers, primært hentet fra 'The Audio Injected Soul' og 'Mechanical Spin Phenomena', men også ‘Diesel Uterus’ fra 2010-albummet, ‘Sons of The System’, fik plads på sætlisten i en hyldest til Mnemics tidligere forsanger, den alt for tidligt afdøde Guillaume Bideau. Den hyldest fik en hånd med på vejen af Asger Rostøll Mygind, der til daglig har sin gang i danske VOLA, og som med sin smukke og skrøbelige vokal på en baggrund af tunge breakdowns fik lagt et drømmende overlag på det kontante nummer. Det blev et af sættets skarpeste numre, og det trods bundniveauet var højt igennem den lidt korte koncert på Hades, der talte 10 numre inkl. ekstranumre, og som naturligvis inkluderede hittet 'Door 2.12', der fra første tone udløste store jubelbrøl fra det fremmødte publikum.
Mnemic spillede et stramt, stramt sæt - godt sammensat, velfungerende og virkelig sammenspillet. Vi fik hvad vi kom for og med et kirsebær på toppen. Det var veludført, energisk, charmerende og selvironisk - noget som alt for sjældent går hånd i hånd på Copenhells scener, hvor alt for mange tager sig selv alt for alvorligt.
Der var spilleglæde til op over begge ører hele vejen rundt, og det var helt tydeligt, at skulle Mnemic selv vælge, hvor de gerne ville være præcist denne junitorsdag i 2025, så var Hades stedet. En flot hjemkomst for et band, som dengang i 00’erne fik skabt sig et navn - og tydeligvis er alt andet end glemt af deres fans.