Copenhell 25: Kōya mørklagde solen
Aalborgensiske Kōya skabte en væg af mørk lyd, der skyggede for solen i en engageret og vellykket energiudladning.
Det var med en vis ængstelse, jeg bevægede mig over foran Hades-scenen, hvor det unge handcore-band Kōya havde fået plads efter en aflysning fra Hardy. Kunne dette lille band, som skulle spille på samme tid som etablerede Eyes og Syl, tiltrække nogen som helst publikummer – og samtidig gøre det mindeværdigt på Copenhells næststørste scene?
Svaret var JA! Og det stod egentlig ret klart fra start at dette ville fungere, da bandet kom ud med et enormt overskud og engagement, der smittede af på alle foran scenen fra første strofe.
Melodiøsitet og flow
Stillistisk får Kōya hjertet i post-hardcore, sludge og black metal til at banke i takt, selvom de på scenen – alle i hvide t-shirts og hoppende rundt – kunne ligne et rent hardcore boyband med mere attitude end talent. Lad mig slå fast, at Kōya besidder begge dele! De rammer en melodiøsitet og et flow, der faktisk fungerer bedre live end på plade.
Kōya har indtil videre udgivet EP'en 'Fragments' og en single, 'Pig Wine', men har endnu deres første LP til gode. De skaber en lyd, hvor trommerne pisker ubønhørligt løs, mens den rungende, forvrængede bas og black metal-skrigevokalen, der næsten går i clinch med sin egen intensitet, binder lydbilledet sammen.
Brændte scenen af
På Copenhell brændte de scenen af og lykkes såmænd med at skabe circle pits fra et lidt sparsomt, men veloplagt publikum. Enkelte forsøgte sig også med at crowdsurfe, men med kun et par meters solid menneskemængde blev det nogle korte ture for de surflystne. Alle havde en fest.
Specielt nummeret ‘End’ stod ud, hvor massivt tunge guitarer og blastbeat-inspirerede trommer blev efterfulgt af en slutsektion, hvor forsanger Martin Jørgensen grinede manisk, inden en intens energiudladning bragte nummeret til slut. Virkelig crazy, virkelig cool.
Til sidst i koncerten var der stort fælleskram foran scenen for alle fremmødte, da forsangeren tog en tur på ryggen ud i "folkemængden" og skreg de sidste uafkodelige strofer ud på festivalpladsen. Det var før temamelodien til Titanic i klodset fløjteudgave gav alle foran scenen en virkelig god grund til at skride.
Dette års festival er et stort øjeblik for Kōya, der udover denne koncert også spiller to gange på den mobile scene på Copenhell, og bandet får dermed rig mulighed for at skabe noget velfortjent opmærksomhed om sig selv.