Copenhell 25: Lokalt dødsmetal med globalt potentiale
Vanen tro, og fordi jeg har et arbejde, måtte jeg “tidligt” op lørdag formiddag, og vanen tro startede jeg på Gehenna til ingen ringere end fynske Terrorpy.
Og det var lige hvad vi trængte til: En ordentlig morgenrusketur og teknisk dødsmetal. Forbrøler og bassist Jonas Guldfeldt Viuff dirigerede fra første takt publikum, som var mødt talstærkt op trods det lidt tidlige tidspunkt. Som åbner er Terrorpy det helt rigtige band at lægge tidligt. Det var lydsiden til de obligatoriske morgen-knæbøjninger og crowdsurf, og de fynske dødsmetallerne fik i den grad sat streg under, hvorfor bandet er at finde på plakaten. Var de sat til et senere og mere nådigt tidspunkt, havde de nok kunnet trække publikum til, men nu var det, som det var. Jeg knuselsker Gehenna. Der er plads nok, men vi står ikke ude midt på en betonplade, og der er plads til at læne sig op af et træ.
Terrorpy spiller mere end de bider. For mellem numrene var der masser af jovial humor, der stod i skarp kontrast til deres hårdtslående og fremragende fremførte tekniske dødsmetal. For de spiller virkelig godt. Det er tight, lyden er god, de har styr på deres overgange, og der var ikke et eneste tidspunkt, hvor jeg måtte afskrive en rundgang på trommerne til “træt i armene”.
Tempoet var højt hele koncerten igennem, og undervejs fik vi fint besøg af Anton Theilade fra årets Copenhell-darlings i Gutteral Disgorge i nummeret ‘Corpsebreaker’. Fremragende vokalist med mere stemme, end hvad han giver indtryk af. Også Alexander Kristensen fra Guttural Slug (aner vi et tema??), var på scenen og fik sat ekstra godt gang i træstøvskyen, der er en uværgelig del af enhver moshpit i godt vejr. En moshpit, der i dén grad kom gang i da bandet spillede ‘Honey Bug’ live for første gang nogensinde.
Viuff var på og havde undervejs i koncerten fokus på en god dialog med publikum, men jeg måtte undervejs konstatere, at Terrorpys vej til topkarakteren går gennem en kraftig oprydning i de søde og hyggelige bemærkninger, der faldt under numrene. Skal Terrorpy videre ud på de store festivaler og scener - hvilket de helt bestemt har både materiale og talent til - så skal vi have en mindre jovial tone fra scenen. For vel er det charmerende, men det er også utroligt lokalt, og når der peges navngivne mennesker ud blandt publikum, så bliver det lidt vel lokalt.
Terrorpy er gode. De er gode til at spille. De er gode til at spille sammen. De spiller alle godt. Nu venter verden - og så må det lokale træde lidt i baggrunden.