ACW 26: Årets kraut-kosmiske kæberasler
Med cykliske grooves, svedige licks og futuristiske synths spillede Zahn sig hypnotisk ind i vores hjerter som A Colossal Weekends store overraskelse.
Velour
Apricot
Katamaran
Alhambra
Solex
Diaabend
Faser
En bagside af, at Store VEGA er SÅ meget større end de tre øvrige scener til A Colossal Weekends rådighed, er, at der så også bliver solgt billetter i henhold til Store VEGAs størrelse – så når vi så skal ind på de øvrige scener, kan der meget hurtigt udvikle sig en flaskehals.
Der er nok mange, der misser Zahn i dag af samme årsag, da køen bevæger sig et stykke ned ad Enghavevej, allerede et kvarter før dørene åbner til Ideal Bar – også selvom det egentlig er uvist, hvor mange her, der overhovedet kender Zahn?
Selv fik jeg smag for dem og deres hypnotiske psych/kraut/electro-hybrid på ‘Seite E’-EPen sidste år. En stil, de sidenhen har perfektioneret på den helt nye ‘Purpur’-plade, der landede i februar. Trioen lægger ud med ‘Gensher’ derfra, en skævt huggende sag, der vækker mindelser om hedengangne Battles og med det samme demonstrerer, hvor stærkt samspillede de er. Ikke på sådan en se-mig-måde med vilde skala-løb, men snarere hvor hver en sektion er nøjsomt indlært og vævet sammen, hvor enhver markering, ethvert slag gør en forskel.
Når de så senere hen også udfolder sig på keys og synths, ligger det ikke milevidt fra de ligeledes instrumentale, svenske Gösta Berlings Saga. En indflydelse, der blandt andet kan høres i den langsomt opbyggelige ‘Apricot’, hvor både Felix Gebhard (guitar) og Chris Breuer (bas) bygger cykliske temaer op på deres keys, indtil fundamentet er lagt, og Breuers drevne bas driver pulsen frem med Gebhards svedige guitarlir som ekstra topping.
Zahn har flere af den slags hypnotisk dvælende, elektroniske indspark undervejs, men har også sans for den mere organisk funderede psych/kraut, vi kender herhjemme fra El Paraiso-labellet. Dét vel at mærke af den lækkert bevægende slags, hvor de ganske vist ikke gør noget som helst for at henvende sig til sit publikum, men ikke desto mindre står så dybt forgabt med øjnene gemt bag hver deres pjuskede manke, uden der nogensinde er så meget som et sekunds tvivl om, hvor meget de føler den. De lader musikken tale for sig – og tale, dét gør den!
Hvert nummer har sin egen identitet, med raffinerede lag på lag af virkemidler, og de får det til at virke overbevisende ukompliceret, som numrene bygger op og dekonstruerer i alle retninger. Især Breuers attitude er smittende, når han stiller sig længst ud på kanten af den i forvejen meget lille Ideal Bar-scene og fræser hidsigt derudad med en massiv baslyd, der kradser lige som den skal, men Gebhards mere vekslende greb, når alskens keymoduleringer hives ud af værktøjskassen, er også enormt bevægende. Nic Stockmann antager til gengæld den mere sikre rolle bag trommerne, og det gør han også fint, men det er absolut Gebhard og Breuer, der stjæler showet.
At Gebhard så må kæmpe lidt med at få hul igennem på guitaren undervejs, tager de gudskelov i stiv arm med lidt joken rundt, uden det slår nogen skår på glæden, for Zahn overbeviser uden tvivl de fleste af os, der fik lov til at komme ind på Ideal Bar i dag. Alene det, at publikumsdarlings som Eyes er gået i gang i mellemtiden lige ovenpå, uden særligt mange har forladt rummet, siger sit om, hvor stærkt deres hybrid af krautens hypnotiske greb, psych-rockens eksperimenterende sondringer og de futuristiske synth-toner vinder indpas i rummet her i dag.
Det blev i hvert fald årets mest spændende underdog på årets program for mit vedkommende, så et stort tak til A Colossal Weekend for også at grave sådan en anderledes kanin op af hatten – det er oplevelser som det her, der gør denne festival til noget helt særligt!