En firesporet labyrint

nadja labyrinthine

Hæslighed og skønhed i forløsende forening. De canadiske dronere har denne gang taget venner med.

Kunstner
Titel
Labyrinthine
Dato
06-09-2022
Trackliste
1. Labyrinthine
2. Rue
3. Blurred
4. Necroausterity
Forfatter
Karakter
4

Det er ikke meget, vi har beskæftiget os med den berlinbaserede canadiske duo Nadja. Langt fra nok, i hvert fald. Særligt når man tænker på, hvor aktive de egentlig har været i at besøge landet. Som residerende musiker på årets Colossal Weekend var Aidan Baker rigeligt repræsenteret, og vi får mulighed for at opleve ham og Leah Buckareff igen alleredetorsdag den 15. september.

Og der er vi så heldige, at Nadja netop har udgivet en ny plade. Det er den, vi skal tale lidt om nu.

Med en times spilletid fordelt over fire numre er vi i velkendt territorie for de grænsesøgende dronere, men alligevel føles ‘Labyrinthine’ ikke som noget, vi er vant til fra Nadjas hånd.
Bevares, stemningen er der og som vi skrev om forleden, er det noget depressivt og håbløst skidt. Men på en ny måde. Da vi talte om den skelsættende ‘Bodycage’ i pågældende top-5, var det med fokus på det stille sammenbrud. Et ambient, summende bevidsthedsudslettende sammenbrud. Ligesom det var med hedengange ‘The Angelic Process’, plejer Nadja at drukne dig i lunt, rart og blødt sand.
Det er slut nu.



For ‘Labyrinthine’ åbner med et af de fæleste og mest dissonante tracks siden Khanates ‘Capture/Release EP’ – hvilket kendere vil vide, er en noget høj barre. Vokalen er helt skrækkelig på den gode måde. Hvæsende, skrigende, skærende og rædsom brager den igennem den fuzzede og langsom-heftigt dundrede guitar-og  basbund, der på samme vis ætser sig ind i øregangen, og som fremstår sløv, mens man lytter, men hurtig i hukommelsen – alene i kraft af sin intensitet. Hjernen kan simpelthen ikke koble, hvor meget der sker, med hvor langsomt det går. Hvilket er en interessant bivirkning.
Det er naturligvis ikke uden grund, at tankerne ryger i retning af Khanate. Det er nemlig Alan Dubin, der nu synger i Gnaw, men stod for vokalen i O’Malley og Plotkin-projektet, der leverer vokalen på første track, og kombinationen sidder lige i skabet. Dubin er den første af fire gæstevokalister, der sætter hvert sit præg på et af albummets fire tracks, og det bliver ikke værre herfra.
Udover Dubin, drejer det sig om Rachel Davies fra Esben and the Witch, der guider os æterisk gennem den smukke ‘Rue’, der lyder som noget, Chelsea Wolfe ærger sig over, at hun ikke er i stand til at lave, Lane Shi Otayonii fra Elizabeth Color Wheel, der tager en side fra Ozzys bog på den gennemsyrede og ditto fuzzede ‘Blurred’, og sidst, men absolut ikke mindst, Full of Hells Dylan Walker, der brøler lige så meget af sit indre ud, som vi kunne forvente, på den gigantiske afslutter ‘Necroausterity’.

Det er en perlerække af gæstestjerner, der hver især sætter sit præg på det umiskendeligt Nadja’ske i den eksperimentale ambientdrone og det påvirker i høj grad også albummets struktur. Med de “hårde” numre i enderne, som to forstyrrende bogstøtter er det et besynderligt trip at udsætte sig selv for, da man ender i samme ubehag som man startede.
Det er et interessant valg at opbygge den sådan, særligt da ‘Necroausterity’ er næsten tyve minutter langt, meget repetitivt og ærligt talt, ikke særligt rart at lytte til.
Ikke på den dårlige måde, men på den krævende måde.



De to midterste sange forlanger også din opmærksomhed, og særligt ‘Rue’ stikker ud i kvalitet. Det er et fremragende numere og Davies’ vokal er fremragende. Hun er dygtig i sit sædvanlige band, men fuzzen klæder hende godt.

‘Labyrinthine’ er en fremragende tilføjelse til et godt – og stort – bagkatalog, og der er lige tid til at nå at lytte den igennem inden man drager mod Basement for at opleve duoen i levende live. Nok desværre uden gæstevokalister.