ACW 26: Bissen på
Et af de fineste øjeblikke på A Colossal Weekend fik vi med det kreative sammenstød mellem Meejah og Hiraki. Spiller de i din by, så smid alt og kom afsted!
Hvor deres fælles EP ’Interwoven’ er en disciplineret affære, hvor der ulmes under overfladen, så var det mere løssluppent, da Meejah x HIRAKI rystede Lille VEGA i dens grundvold og begejstrede publikum med frådende, men stadig også nuanceret skønne sange. Første nummer fik skovlen under mig med en bredside af skrig fra Jon Gotlev og Mai Soon Young Øvlisen og musikalske hug, der både dræbte og gav liv. Også ’Preserve/Manifest’ fungerede fantastisk, og det var umuligt for mig ikke at skrige med på ”effigy”-mantraet – mine dybeste undskyldninger til hvem end, der stod i nærheden af mig. Sangen viste tydeligt, hvor gode Meejah og HIRAKI er til at opbygge stemninger og forløse dem, uden at det bliver til en repetitiv jagt på buildup og drop-dynamik. Både fordi sangene har et yderst prægnant lyrisk og musikalsk indhold, men også fordi der er kompositoriske nuancer og lydlige teksturer, som bringes i spil, som hele tiden føles nødvendige og friske. Sådan var det også denne aften, hvor sammenfletningen af de to bands føltes tilstedeværende, relevant og rørende.
Ikke overraskende, nu hvor der blot er fire numre på ’Interwoven’, søgte Meejah og HIRAKI også uden for dette udspil. Blandt andet fik vi også HIRAKI-nummeret, deres seneste single, ’Thee Ode’, som fungerede flot denne aften. Nummeret er en sjov afstikker ud i en mere traditionel balladestruktur, inden støj og skrig tager over. Alle musikere på scenen, Gotlev og Øvlisen samt Andreas Isenbrandt Løvenskjold, Tue Schmidt Rasmussen, Tim Frederiksen, Mixen Lindberg og Emil Lake, udfyldte deres musikalske roller på forbilledlig vis, og det samlede udtryk var derfor smukt i al dens støj, poesi, elegance og kaos. Det var stærkt og stærkt tilfredsstillende. Faktisk var det så godt, at vi slet ikke havde behøvet den luksus det var, at man havde hentet Loïc Rossetti (eks-The Ocean) ind fra Schweiz, men man skulle jo nødig være utaknemmelig for den form for ambitionsniveau. Rossetti sang, som på pladen, med på ’Redirect Revenge’, som kort forstyrredes af Mai Soon Young Øvlisens slukkede mikrofon – det kom der dog heldigvis hurtigt styr på – og vokalsamarbejdet med Rossetti var lige i øjet. Eller skulle jeg sige øret?
Sidste nummer, ’Dead Calls’, var et værdigt zenit og punktum for en koncert, som både viste de to bands som gode formidlere af deres materiale, men som også som et potent rock-ensemble, der kan fange det umiddelbare og fastholde det i rummet. Så kan man vist ikke bede om ret meget mere.