Voldsomme indtryk fra undergrunden
Populær
Devilution besøgte for første gang det århusianske spillested Ungdomskulturhuset, hvor en trio af genreblandende hardcore-ekvilibrister bød op til dans.
Det relativt nystartede Ungdomskulturhus er seneste skud på stammen af århusianske rock- og metalspillesteder og er omtrent så undergrund, som det kan blive i Jyllands hovedstad; i hvert fald indtil én, der hedder Jørgen, begynder at afholde pornogrind-koncerter i en kælder ude i Tilst. Således er ”scenen” det samme gulv, som publikum befinder sig på, nødtørftigt afgrænset bagtil af bandenes forstærkere og med en belysning bestående af fire-fem arbejdslamper udstyret med røde og blå pærer for at give den rette melankolske og depressive stemning blandt musikerne. Og det er absolut ikke uden en vis charme.
Melankoli og depression var nemlig fællesnævnerne i aften. Koncertarrangørerne med det velsmagende navn Jysk Elendighed havde samlet en aggressiv trio bestående af lokale HIRAKI og Oxx samt det københavnske hardcore-orkester We Are Among Storms. Og mens størstedelen af Aarhus’ metalmiljø enten gjorde sig til gode med Artillery-koncerten på Train, sumpede sig ned på Escobar eller varmede op til grækerdød i Randers dagen efter, var det op til et sammenrend af rock-feinschmeckere, band-bekendtskaber og det lokale punksegment at skabe en fest denne aften. Resultatet var godt og vel 50 mennesker, som fyldte fint i det lille fælleslokale på det tidligere folkeregisterkontor i Knudrisgade.
Den lokale trio HIRAKI var første orkester på den diminutive scene,og tydeligvis det højdepunkt, de fleste havde set frem til. Bandets arytmiske, aggressive noiserock er gennemsyret af nihilisme, kafkask desperation og et melankolsk (selv)had, som er svært at lytte til over længere tid uden at gå derfra med en lille smertefuld klump i maven. Frontmand Jon Gotlev hænger, afmægtigt skrigende, ind over sit keyboard, hvis afvekslende inferno af lyd og toner er grundstenen i HIRAKIs voldsomme og fængende udtryk.
Bandet havde, som de andre kombattanter denne aften, godt og vel en halv time at spille i. Tiden blev derfor ikke spildt på store taler og stemmepauser, hvilket hjalp fint til at underbygge HIRAKIs intense udtryk. ’Soft Tusk’, den dystopiske fremtidsplan ’DK2020’ og gruppens nyeste videosingle ’Brusque’ var blandt højdepunkterne i et sæt, hvor specielt sidstnævnte, uden tvivl ansporet af den stemningsfulde video, vakte størst genkendelsesglæde hos publikum. HIRAKI var et frembrusende og udtryksfuldt frontalangreb i hovedet på tilhørerne, der stod godt og vel en halv meter fra bandet. De efterlod et indtryk af et band fuldt af vred afmagt og fuldt af musikalske ideer, der blot venter på at sætte sig i følelserne hos alle, der måtte give dem et lyt.
Efter HIRAKIs udtryksfulde sæt gik den lidt utaknemmelige opgave som opfølger til den ligeledes lokale trio Oxx. Bandet blander hard- og grindcore, avantgarde, noise og en mængde andre stilarter i en øresønderrivende cocktail, der tog prisen for aftenens absolut sværest tilgængelige lækkerbisken. Selv om bandet har et par pladen på samvittigheden, var det altoverskyggende fokus på aftenen på den kommende udgivelse med den mundrette titel ’The Skeleton Is Just a Coat Hanger; These Are the Black Strings that Make You Dance’. Ikke mindst fordi en ny bassist skulle luftes, som ifølge guitarist og halsmaskineri Alexander Bossen ”ikke kan andre sange endnu” end de allernyeste, som publikum blev præsenteret for.
Hvis HIRAKI havde været overvældende, var Oxx det ligeså, ikke mindst grundet den fart og brutalitet, der blev blæst ud i hovedet på de nærmeste tilhørere. Det var tydeligt, at bandet var ganske glimrende musikere, der satte en ære i at forlade en given rytme og fælles fodslag, så snart det var fundet. De mindre trænede blandt publikum søgte desperat efter et gennemgående tema, der kunne nikkes i takt til, mens de mere trænede anerkendende nød det hæsblæsende og skizofrene mix, der snart mindede om Mike Pattons mest vanvittige indfald, snart ZU, snart The Locust og ikke mindst The Dillinger Escape Plan.
Oxx formåede, ikke mindst på grund af den koncentration, materialet krævede af musikerne, ikke helt på samme måde som forgængerne at komme ud over scenekanten og fange publikum. Deres musik er ekstremt krævende for lytteren og er noget nemmere at fordybe sig i hjemme i sofaen. Det skal dog ikke fjerne opmærksomheden fra det faktum, at bandets musikalske evner intet fejler. Det organiserede kaos i bandets nyere materiale var ganske imponerende i al sin brutale kompleksitet.
En af forbandelserne ved lokale undergrundsshows er, at det lige så lokale publikum kan have en tendens til at udvandre, når deres venner eller lokale helte er færdige med at spille. Derfor var det desværre tyndet noget ud i lokalet, da københavnske We Are Among Storms gik på scenen. Bandet, der består af tre fjerdedele af det hedengangne Eglise samt Eyes-bassisten Kenn Bendtsen, er en relativt nyudsprungen knop på det københavnske (post-)hardcore-træ og havde, trods udebanen i Aarhus, et trumfkort på hånden, som de to foregående bands ikke kunne bryste sig af. Nemlig en forsanger, som ikke var hæmmet af også at skulle passe et instrument. Og eks-Psyke Project-frontmanden Martin Nielskov skulle vise sig at være aftenens helt store visuelle højdepunkt.
Sangeren benyttede sig til fulde af den manglende scene ved fra start at flyve ud blandt publikum og få igangsat små, men entusiastiske moshpits blandt de fåtallige tilhørere. Bandets selvbetitlede debut-ep havde sandt at sige ikke fanget mig noget synderligt ved de første par gennemlytninger, men tilsat den fandenivoldske frontmands optræden fik den post-rockede hardcore en helt andet dimension, når den blev oplevet live. I betragtning af, at det kun var bandets anden liveoptræden nogensinde, efterlod We Are Among Storms et varigt og gedigent indtryk med en energimættet koncert, der i sit mix mellem den følsomme post-rock og de ditto voldsomme hardcore-udbrud satte sig på nethinden. Hvilket i allerhøjeste grad skyldtes forsanger Nielskovs indlevelse i musikken.
We Are Among Storms er absolut et band, man bør forkæle sig selv med at opleve live. Sammen med både Oxx og i særdeleshed HIRAKI leverede de en tempo- og følelsesmættet aften i UKH’s intermistiske DIY-omgivelser. Det var en bandpakke, det kun kan anbefales at opleve, hvis muligheden skulle byde sig.
Karakteren er givet for det samlede arrangement.