Trygt og smukt i bioens skumring
IOTUNN runder Europa-turnéen sikkert af på hjemmebane, mens In Vain kridtede progbanen formidabelt af som den norske underdog forinden.
Mistland
Safe Across the Endless Night
I Feel the Night
Kinship Elegiac
Earth to Sky
The Tower of Cosmic Nihility
The Anguished Ethereal
Laihem’s Golden Pits
En turné, vi allerede har fulgt intenst via guitarist Jesper Gräs’ tourdagbog, der fra starten i Grækenland og Tyrkiet førte dem videre i nightliner fra Tyskland og videre rundt i Øst- og Centraleuropa til her, hvor vi så står i dag. En tour med mange nye byer og spillesteder på CV’et for dem, og mange IOTUNN-koncertdebutanter, der har ladet sig bjergtage af dette nye, progressive håb fra Danmark.
Helt så nye er de jo så ikke for os her i København, hvor vi da også har set dem her og der siden ‘Kinship’ kom ud, men det gør bestemt ikke kærligheden mindre!
Allerførst er der dog et ganske ubeskrevet blad på plakaten, i det mindste for undertegnede. Hollandske Nephylim gør sig i en melodisk afart af death metal, og går tydeligvis meget selvsikkert til opgaven, løbende ind på scenen én for én som dagens helte med hævede næver. Kan de mon bære det?
Det lette svar er nej.
Det mere nuancerede er, at de det meste af tiden falder ud som en flad mellemvare, der ikke helt ved, hvilket ben de vil stå på.
På den ene side er musikken fyldt med lir, med hooks og grooves, og desuden er deres stærkeste kort en trommeslager, der virkelig er ferm til at holde markeringerne minimalistisk præcise, så det melodiske fundament står dét mere skarpt.
På den anden side har de også tunge riffs galore og et gennemgående hidsigt antrit, stærkt boostet af sangeren, der gør sit til at kanalisere sin indre bjørn frem hele vejen igennem sættet.
Delelementer, som mange andre bands mestrer at smelte sammen, men som i Nephylims tilfælde ender med at udvande hinanden, fordi ingen af delene reelt virker vildt overbevisende.
Bedst fungerer det i ‘Fractured Existence’ og lukkeren ‘Grand Denial’, hvor nerven står skarpere, mens ‘Inner Paradigm’ derimellem falder helt igennem som deres forsøg på at lave en semi-melodisk ørehænger. I andre tilfælde kunne guitaristens afrundende stjernestund i rampelyset sikkert virkelig bære dem frem, men der har simpelthen været for langt mellem snapsene op til da til, at det rigtig taler i deres favør. Fair nok, at der så lige skal lidt tourafrundings-lyssværdkamp med i showet, fordi det behøver vel heller ikke være så alvorligt det hele … men gøgl eller ej, så er Nephylim en flad intro til resten af aftenen forude.
In Vain (foto: AldridgeVisuals)
Bildte man sig selv andet ind, så er det i hvert fald helt åbenlyst, da først In Vain overtager scenen. Et band, jeg har fulgt lige siden de udgav ‘Currents’ tilbage i 2018, om end det endnu ikke er lykkedes mig at opleve de norske progmetallere fra scenekanten. Skal vi tro sanger Kjetil Alver Lund, så er det da også første gang, de spiller i Danmark – hvilket virker helt absurd, over tyve år inde i karrieren, men han siger det vel ikke uden at være sikker i sin sag, også selvom han er ny i bandet, efter forgænger Sindre Nedland døde af kræft marts sidste år. Lund gør dog Nedland perfekt kunsten efter, især i den growlende afdeling, hvor han mestrer et helt naturligt, dybt leje.
Det er dog tydeligvis Johnar Håland, der er bossen her. Den selvsikre guitarist i sort tanktop, der næsten altid tager leads og også ofte indtager midterpositionen på scenen, når Lunds rolle træder i baggrunden. Manden, der som den eneste har været med helt fra starten og veksler smertefrit mellem de tungt huggende akkorder og de episke sekvenser. Dét og så de rene andenstemmer, som i de flerstemmige sekvenser i fx ‘Season of Unrest’, hvor det bliver decideret elektrisk! Sax-soloen får vi her via backingtrack, men om ikke andet behændigt skruet ned, så det i højere grad er musikerne foran os, der bærer helheden, og det er også indikativt for hele sættet. 
In Vain (foto: AldridgeVisuals)
Vi forkæles med et væld af stærke numre. Den slags, man altid kan diskutere – hvorfor fx ‘Images of Time’ i stedet for et nummer mere fra ‘Currents’? – men det er petitesse-afdelingen, for In Vain har virkelig et stærkt katalog bag sig, som det ser ud til, at mange andre omkring mig også nu får øjnene op for. Den der ting med at få folk til at vinke hænderne fra side til side kunne jeg til gengæld godt være foruden … jeg er med på, at vilkårene kan være svære for crowdaktivitet i progmetallens verden, men alligevel, så virker det bare påtaget i modsætning til alt andet den times tid, vi får i selskab med dem, men trods alt ikke noget, der rykker ved helhedsindtrykket.
I det hele taget en helt igennem blændende koncert med masser af både bangermomenter og sublimt samspil, hvor de i modsætning til bandet forinden (hvad var det nu de hed igen?) netop står knivskarpt, både når de finder det tunge leje, når de går mere aggressivt til værks, når de finder deres harmoniske greb, og for den sags skyld alle de andre musikalske greb, de nu har med i værktøjskassen.
In Vain (foto: AldridgeVisuals)
Al cadeau for at hente så stærke supportnavne med, ligesom da koncertaktuelle An Abstract Illusion også undtagelsesvis drog en tur over sundet til danskernes releaseshow for ‘Kinship’-pladen sidste år. IOTUNN har god smag, og det er naturligvis også derfor, at vi står her i dag. Uanset hvor meget Jon Aldara gemmer sig bag sin dybe hætte, så slår det ingen skår i, hvor bevægende en sanger han er, når først han for alvor folder sig ud.
Allerede i andet nummer, ‘Mistland’, får hans rene fraseringer gåsehuden frem, mens de to Gräs-brødre sørger for at få os alle med i begge sider af scenen. Rutinen er tydelig, IOTUNN er virkelig en stærkt samspillende institution, der kommer godt rundt både i sanseindtryk og i det trods alt ret begrænsede katalog. Jeg erindrer fx ikke, hvornår jeg sidst har hørt dem spille ‘Safe Across the Endless Night’ fra debutpladen, men det er et af de mere hidsige numre, de har budt os til dato, som i aften sidder lige i skabet, som om den aldrig har været ude af sættet. 
IOTUNN (foto: Lykke Nielsen)
Eskil Rask (bas) og Bjørn Wind Andersen (trommer) er i høj grad støtterne, som lægger det sikre fundament, uden man nødvendigvis lægger så meget mærke til dem isoleret set. Andersens punch virker måske lige lovligt forceret i ‘I Feel the Night’, som om det tager lidt af luften ud af sangen, men det er hastigt glemt, som vi glider over i deres potentielt bedste nummer, ‘Kinship Elegiac’. Bare den intro. Det kan godt være, at det er nemt at fokusere på Aldara lige her, men hvor er Jesper dog også en blændende guitarist, når han som her bevæger sig ud i det smukke fingerspil – en side, jeg på sigt meget gerne vil høre mere af.
Det er nemmere at brokke sig, når man har set et band masser af gange, og jeg har bestemt været forkælet, hvad IOTUNN-koncerter angår. Hvor rutineret en koncert det end er, så er det dog også kun ment på den gode måde, for det er tydeligt, at de nyder at være i det, og det smitter. Samspillet flyder, og viljen til at bevæge deres publikum er åbenlys. Aldara kunne måske godt trænge til at løsne op for de indlærte introer til de enkelte numre, være mere i nuet, men omvendt er han også en sublim force for bandet med en stemme, der bevæger på en måde, de færreste metalsangere evner.
IOTUNN (foto: Lykke Nielsen)
IOTUNN gør i bund og grund ikke noget, vi ikke har set dem gøre før, men det kræver vi nu heller ikke. De er fantastiske til det, de gør, og jeg ser dem gladeligt igen og igen, men lige i aften er det In Vain, der gjorde det største indtryk. Ikke mindst, fordi det er en koncert, jeg har ventet på i et årti, og In Vain stadig mestrer progmetallens mange facetter på blændende vis. Naturligvis ikke ulig IOTUNN selv …
Nephylim: 2
In Vain: 5
IOTUNN: 4
IOTUNN (foto: Lykke Nielsen)