AMF '19: Befriende sortsind
Der Weg Einer Freiheit var den undertippede spiller lørdag aften, klemt inde mellem to af festivalens headlinere. De mestrede dog opgaven med storladent sortsind som den mere harmoniske modpart til, hvad aftenen ellers havde i vente.
2. Einkehr
3. Der Stille Fluss
4. Skepsis Part I
5. Skepsis Part II
6. Letzte Sonne
I Danmark er Der Weg Einer Freiheit fortsat et relativt uomtalt fænomen. Dels ser de selv Der Weg Einer Freiheit som et hobbyband, som de selv omtalte det i det interview, vi foretog med dem inden showet. Derudover har de endnu ikke gjort meget for at sprede deres navn i Norden og har således, ifølge eget udsagn, indtil videre kun én dansk koncert på cv'et.
Det kan undre, når deres lyd lægger sig så klart i tråd med de post-blackede tendenser, vi herhjemme kender rigeligt til fra navne som Solbrud og Orm. Der veksles skarpt mellem det lyse og atmosfæriske og det mørke og aggressive, som regel indenfor samme nummer, hvor de enkelte lag tager sig tid til at folde sig ud og således også i Aalborg, hvor Cattle Decapitation netop havde grindet vores ører godt og grundigt. En vis omstilling var nødvendig, og det var måske netop det, der gjorde, at tyskerne passede så godt ind i regnskabet – fordi de musikalsk kom fra et helt andet sted.
'Aufbruch', singlen fra det seneste album, 2017's 'Finisterre', som dominerede sætlisten, var det aggressive startskud, der med de elegant underspillede guitarspor slægtede sig Alcest på i sin dramatiske skønhed. En tendens, der skar igennem større dele af koncerten. Der Weg Einer Freiheit spiller bedst i de øjeblikke, hvor mørket og lyset spiller sammen, og man som lytter selv må vurdere, hvordan man vil omfavne kontrasterne. Som i sidste del af 'Einkehr', hvor der efter flere minutters blastbeats blev trukket i håndbremsen og turen fortsatte ned i black'n'rollet tempo, inden de åd os igen og sugede os tilbage ind i mørket, hvor vi kom fra.
Nikita Kamprad, gruppens altmuligmand i front, gjorde ikke meget væsen af sig undervejs og holdt sig til de korte introduktioner til næste nummer. Men med sanglængder på op til 10 minutter og en lille time til rådighed var der heller ikke tid til svinkeærinder, og det var da også kun en påfaldende lang kamp med feedback i overgangen mellem de to dele af 'Skepsis', der tabte fokus undervejs. Bevares, interaktionen mellem publikum var da også så som så, men tyskernes forcer ligger som nævnt i spændingsfeltet mellem den inderlige søgen og den dyriske vildskab, og de tager udførslen og de orkestrerede stemningsbilleder meget seriøst.
I den del af post black-verdenen, hvor følelserne hænger mest udenpå tøjet, er Der Weg Einer Freiheit i en liga for sig, og det var tydeligt at de i aften ganske fortjent vandt en stor del af publikums hjerter. På trods af, at vægten var på nogen af bandets mere hidsige skæringer lod det sig slet skjule, at deres dagsorden er af mere spirituel karakter, og selvom tidspresset gjorde at deres placering blev byttet med Cattle Decapitation, faldt det kun ud til deres egen fordel. Som et stemningsmættet intermezzo, inden svensken lukkede festivalen af i et mere blodigt terræn.